Weekendslutspurt med Kristian, festuge, høstmarked og Food Festival

Weekendslutspurt med Kristian, festuge, høstmarked og Food Festival

Foto: Økologisk Landsforening

Weekenden lakker mod enden, men det betyder på ingen måde, at der ikke er noget at opleve for børn og voksne i Aarhus.

Vi går en søndag i møde med blandt andet Økologisk Høstmarked på gårde flere steder i det midtjyske, Food Festival på Tangkrogen, slutspurt på festugen og en helt sikkert veloplagt Kristian i Tivoli Friheden.

LÆS OGSÅ: Guide til Food Festival for familier

God fornøjelse med denne uges weekendguide – og rigtig god weekend!

Økologiske gårde holder høstmarked
Rigtig mange lokale gårde er med, når der i denne weekend er Økologisk Høstmarked i det østjyske (og resten af Danmark). Besøg blandt andet Topkærgård, Troldgården og Kalø Økologisk Landbrugsskole. Økologisk Høstmarked er hele den økologiske branches fælles høstmarked, hvor alt fra små familiedrevne landbrug til store godser deltager, og viser hvad de kan indenfor markdrift, kødkvæg, mælkeproduktion, frugt og grønt, får, geder og mange andre dyr. Man kan sige, at Høstmarkedet et vindue til Danmarks økologiske spisekammer.

Økologisk Høstmarked 2017 gennemføres af Økologisk Landsforening. Find din lokale gård her. Arrangementet foregår både lørdag den 2. og søndag den 3. september – de forskellige værter og gårde har forskellige åbningstider.

Tag på sejltur på Aarhus Å
Tag ungerne med på en anderledes sejltur på Aarhus Å, hvor I kan opleve byen på en måde, I aldrig har gjort før. De soldrevne både fra Den Blå Bro sejler på to ruter. Rute 1 sejler mellem Ceres-Byen og Brabrand-søen, mens rute 2 sejler mellem DOKK1 og Mølleparken. Det er kun muligt at købe billet på forhånd til rute 1, mens du køber billet i båden til rute 2 (og kaptajnen tager Mobilepay).

Bådene fra Den Blå Bro sejler indtil søndag den 3. september. 

Festugens hjerte for børn er i Byparken
I Byparken er der stadig masser at kaste sig over for store og små i forbindelse med Festugen. Ved amfiscenen, mellem Musikhuet og ARoS, er der togbane, hoppeborge og Cirkus Krone for familiens mindste. Og for de lidt ældre er der blandt andet førstehjælpskursus for skolebørn, fægtning, streetart og danseforestillinger. Gå heller ikke glip af ”sneglelandet” og gåsemarch med Ganzenfanfaren.

Byparken, Frederiks Allé indtil 3. september. Find specifikke åbningstider her.

Hatteteater i Musikhuset
En af Kids Aarhus absolutte favoritter i festugen er Hatteteater, som foregår i Musikhusets foyer formiddag og eftermiddag. Her står en historiefortæller klar på scenen med en masse forskellige hatte. Børnene bliver inviteret med op på scenen for sammen med fortælleren at skabe historien. Derefter improviserer historiefortælleren helt unikke små teaterstykker frem, så børnene kan udfolde deres fantasi og talent. For børn i alderen 3-9 år. Der er gratis adgang.

Børnekulissens Hatteteater, Musikhusets Foyer, indtil 3. september. Torsdag den 31. september og fredag den 1. september klokken 10 og 15, og i weekenden klokken klokken 11 og 15 (varighed cirka 45 minutter).

Hurra for leg – gratis legefestival på Frederiksbjerg
FDF Spejderne fra Ole Rømers Gade står i dag bag arrangementet Hurra for leg – gratis legefestival. Det foregår på spejdernes adresse på Ole Rømers Gade 67 fra klokken 13-16. Der vil være mulighed for både at slå slig løs på hoppeborgen, lave snacks over bål, komme til tops på klatrevæggen, bygge med LEGO, få ansigtsmaling og prøve de vilde hoppestylter, når gaden bliver spærret af for at give plads til masser leg, sjov og ballade.

FDF Aarhus 2, Ole Rømers Gade 67, 8000 Aarhus C, søndag den 3. september klokken 13-16

Her må man gerne lege med maden
Discountkæden Lidl inviterer børn og voksne indenfor på “The Lidl Market” under Food Festival. Her kan børnene bygge figurer af vindruer, bananer og æbler, mens de voksne kan gå på opdagelse blandt kvalitetsprodukter som fynsk, cremet rygeost, italiensk parmaskinke og græskarrugbrød bagt på hjemmelavet surdej.

”The Lidl Market” holder åbent den 1.-3. september, når der er Food Festival på Tangkrogen i Aarhus.

Eksperter giver inspiration til madpakken
Midtjyske familier med skolebørn inviteres under Food Festival til at gentænke madpakken. Det sker på Tangkrogen i weekenden, hvor Arla har sat et 300 meter langt madpakkebord med lækre råvarer op på pladsen. De skal laves til madpakker, som børnene selv smører med hjælp fra deres forældre og Arlas 20 madpakke-specialister, som står klar til at hjælpe. Det kræver ingen tilmelding at deltage, og det er gratis at være med. Lørdag formiddag sender TV2 live fra Arlas køkken, når madskribent og TV-kok, Louisa Lorang sdeler ud af sine bedste madpakketips.

Besøg Arlas Gode Madpakkebord den lørdag og søndag den 2.-3. september på Tangkrogen  fra klokken 8.30 til 11.30.

LÆS OGSÅ: Louisa Lorangs seks gode råd til madpakken

Streetart skabes i Byparken
Aarhus Festuge åbner sammen med Galleri Grisk dørene for en af Nordeuropas største streetartbegivenheder, når en række spændende streetartkunstnere kommer til Festugen og skaber nye værker på meterhøje vægge i Byparken, langs Frederiks Allé. Og der er masser at se på – både for store og små, når kunstnerne folder sig ud på de enorme lærreder.

Byparken, Aarhus Streetart Festival varer fra fredag den 25. august klokken 17 og helt frem til festugen slutter søndag den 3. september. 

Ramasjang-Kristian løser mysterier i Friheden
Søndag den 3. september står en af Ramasjangs mest populære karakterer, Kristian, klar på Friluftsscenen i Tivoli Friheden. Med hjælp fra de fremmødte børn, får han opklaret dagens forbrydelse i Ramasjang Mysteriet. Ramasjang Mysteriet starter klokken 14. Der er gratis adgang til arrangementet, men det kræver billet til Friheden.

Tivoli Friheden, søndag den 3. september, klokken 14. 

Vesterbro Torv omdannes til grøn oase
Vesterbro Torv omdannes under Festugen til en fredelig grøn oase midt i byen med træer og et kæmpe otte etager højt vandfald. Kig forbi Vesterbrofaldet og nyd lyden og udsigten.

Vesterbro Torv, indtil søndag den 3. september klokken 16.

Dovne snegleartister i Byparken
De sidste dage af festugen flytter et et finurligt mikrokosmos af levende snegle ind i Byparken. Sneglene bor i snegleforlystelsesparken Slow Park. Teltet rummer 12 besøgende ad gangen, der kan fortabe sig i det lille hjemmelavede cirkus med dygtige, men dovne snegleartister.

Slow Park har åbent indtil 3. september (klik her for at se åbningstider).

Mai Lykke
Mai Helene Lykke, redaktør på Kids Aarhus. Mor til en pige på fem år. Tidligere nyhedsjournalist, redaktør og kulturskribent på flere dagblade og magasiner. Skriver helst om børn, forældreskab og kultur - og alt det, der ligger derimellem. Holder meget af Aarhus og elsker at dele den med min familie.