Hele verdens for tidligt fødte børn fejres på DOKK1

Hele verdens for tidligt fødte børn fejres på DOKK1

Foto: Pixabay

Cirka syv procent af alle børn i Danmark fødes før tiden.

Det svarer til 4500 børn om året eller en til to børn i hver skoleklasse.

Tidligere var der en betydelig risiko for død og svære handicap, hvis et barn blev født for tidligt, og der var mange etiske dilemmaer i behandlingen.

Flere og flere overlever
Men i løbet af få år er behandlingsmulighederne blevet meget bedre.

Det helt store flertal af børnene overlever, og selv om børn født før tiden har en øget risiko for blandt andet udviklingsmæssige problemer, så er langt de fleste helt raske.

Til gengæld er det fortsat en voldsom oplevelse at få et for tidligt født barn.

Kan påvirke i mange år
Selv om barnet overlever, så er forløbet omkring fødslen, og det ofte lange indlæggelsesforløb, præget af stress, bekymringer og sorg, som kan påvirke familien gennem mange år.

“Den tidlige fødsel er en stor belastning og sorg for en mor, som ofte har været indlagt op til fødslen og allerede er belastet af stress og bekymringer. Når fødslen har fundet sted, mister hun de håb og drømme, hun har haft om et normalt svangre- og barselsforløb, siger overlæge Jesper Padkær Petersen fra Aarhus Universitetshospital.

Psykiske ar på sjælen
Han forklarer, at forløbet påvirker begge forældres psykiske helbred.

“Og den vigtige tætte fysiske kontakt mellem forældre og barn er ofte begrænset af barnets behov for kuvøse, respirator og sonde og indlæggelse på en kuvøsestue med en til to andre familier, uden mulighed for at sove sammen med barnet”.

Præmatur-dag på DOKK1
Derfor kommer Verdens Præmaturdag 2017 i Danmark at sætte fokus på, hvordan børn, forældre og fagfolk opfatter udfordringerne ved at blive født for tidligt i dag.

Arrangementet foregår på DOKK1 den 17. november, og politikere fra kommune, region og Folketinget er inviteret til at give deres besyv med om mulighederne for forbedringer.

Eksperter deltager
Verdens Præmaturdag 2017 falder sammen med afslutningen på Nordiske Neonatal møde, som også afholdes i Aarhus, og det betyder, at internationale eksperter også deltager i arrangementet.

Blandt andet kommer den svenske overlæge Tore Curstedt, som var med til at opfinde det første lægemiddel, der kunne modne lungerne på for tidligt fødte børn.

Han har hjulpet over en halv million for tidligt fødte børn med at overleve siden 1980’erne.

Fest for de små
Dagen bliver samtidig en fest, hvor vi fejrer børn og familier ved at byde på saftevand, kaffe, the, gløgg og æbleskiver.

Der bliver taler, fotografering og en lille SoMe-event, som alle interesserede i at deltage i. Det foregår fra klokken 14.30-17.30.

Fakta om for tidligt fødte børn:

  • Godt syv procent af alle børn i Danmark fødes før tid. Det vil sige, før graviditeten har varet 37 fulde uger. Det svarer til cirka 4500 børn/år eller en til to børn i hver skoleklasse.
  • De fleste (cirka 3500) er født let til moderat for tidligt (i 32.-36. graviditetsuge), omkring 1000 er født meget for tidligt (før uge 32), og heraf er cirka 200 børn per år født ekstremt for tidligt (før uge 28).
  • I dag er det oftest sygdom, og ikke for tidlig fødsel, der er årsagen, når et for tidligt født barn ikke bliver rask. I disse tilfælde har sygdommen som regel været årsagen til den for tidlige fødsel.
  • Børn født før tiden har en øget risiko for udviklingsmæssige problemer, men langt de fleste er raske. Selv blandt de børn, der har problemer, er almindelig skolegang og et selvstændigt voksenliv det mest almindelige.
  • Risikoen for ”almindelige” udfordringer som ADHD og indlæringsvanskeligheder er cirka fordoblet ved meget for tidligt fødte børn.
Mai Lykke
Mai Helene Lykke, redaktør på Kids Aarhus. Mor til en pige på fem år. Tidligere nyhedsjournalist, redaktør og kulturskribent på flere dagblade og magasiner. Skriver helst om børn, forældreskab og kultur - og alt det, der ligger derimellem. Holder meget af Aarhus og elsker at dele den med min familie.