Undgå skimmelsvamp på børneværelset

Undgå skimmelsvamp på børneværelset

Ball shape sofa in boy toddler room

Vi skal gøre alt, hvad der står i vores magt for at passe på vores børn. Et af de oplagte steder at starte er på børneværelset. Her hersker der nemlig i mange hjem en usynlig fjende – den tunge luft.

De små, hyggelige børneværelser er i disse år udfordret af mangel på frisk luft og ophobning af skadelige stoffer. Det sker sjældent på grund af manglende opmærksomhed på børneværelserne – tværtimod. Mange nybagte forældre gør sig meget umaget med at indrette det helt rigtige børneværelse til deres lille guldklump. Det betyder nymalede vægge, nye små møbler samt nyt og farverigt legetøj i plastik. Men nogle gange ville det være bedre at lade være.

Alle de nye ting påvirker indeklimaet. Børn er mere følsomme end voksne, og det er derfor ikke altid en god idé med så mange nye ting på børneværelset. Det er helt normalt for nye produkter at afgasse, men det sætter krav til ventilation og udluftning.

Der er i løbet af årene foretaget flere undersøgelser af indeklimaet på de danske børneværelser. Resultatet er ikke til at tage fejl af. På en stor del af dem, mangler der frisk luft. Ventilationen er simpelthen for lav. Den manglende udskiftning af luft kan få flere konsekvenser. Når luften ikke bliver skiftet, forhøjes niveauet af CO2 i rummet. Det gør børnene trætte. Ikke på den rare ”nu falder de hurtigere i søvn”-måde, men nærmere at deres koncentration og indlæring svækkes. Samtidig øger det risikoen for skader fra fugt eller skimmelsvamp – og hertil kommer følgekonsekvenser som astma og allergi. På den lange bane viser nogle undersøgelser også en øget risiko for helbredet på grund af ophobning af skadelige stoffer.

Løsningen er simpel: Mere frisk luft. Det gælder faktisk for hele huset og ikke blot på børneværelset. Lav gennemtræk to gange om dagen. For udover de genstande, vi placerer i vores hjem, så afgiver en helt almindelige familie på fire omkring 10 liter væske til luften hvert døgn. Det sker samtidig med, at vi bygger nye huse, der bliver tættere og tættere. Derfor er fokus på et sundt indeklima og masser af frisk luft helt essentielt for både voksne og børns sundhed.

Er du nervøs for om den runge luft allerede har påvirket indeklimaet hjemme hos dig? Undersøg, om du er ramt af skimmelsvamp. Der findes mange måder at gøre det på. Du kan få hjælp fra professionelle fagfolk eller foretage en hjemmetest.

Generelle gode råd til at undgå fugt- og skimmelskader

  1. Skift luften løbende med aftræk og friskluftsventiler. Vores almindelige hverdagsliv betyder masser af støv og fugt. Det sker der ikke noget ved, hvis du blot får skiftet luften hver dag.
  2. Luft ud med gennemtræk hver dag. Den generelle anbefaling lyder på fem til ti minutters gennemtræk to gange om dagen. Det gælder for hele huset – også i regnvejr.
  3. Lad luften cirkulere mellem rummene – luk dog dørene under bad og madlavning for at undgå spredning af fugt.
  4. Hold en jævn temperatur i hele boligen. Mange forsøger at ramme 20-21 grader og holder så vidt muligt samme temperatur i alle rum.