Trafiksikkerheden er blevet bedre ved 37 aarhusianske skoler

Trafiksikkerheden er blevet bedre ved 37 aarhusianske skoler

Foto: Rådet for Sikker Trafik

Fodgængerfelter, krydsningsheller og bedre skiltning er blandt de 37 tiltag, som Teknik og Miljø har gennemført i 2018 for at optimere sikkerheden for kommunens skolebørn. 

Det betyder, at sikkerheden er blevet forbedret omkring 37 aarhusianske skoler i 2018.

Det skriver Aarhus Kommune i en pressemeddelelse.

Forbedringerne i trafiksikkerheden på skolerne er et resultat af, at Teknik og Miljø i samarbejde med kommunens 48 offentlige skoler, tilbage i 2017 gennemførte en skole-vejsanalyse, der kortlagde 134 projekter, som kunne optimere sikkerheden på de aarhusianske skoleveje. 

Rækkefølgen på projekterne blev efterfølgende prioriteret ud fra, hvad der ville give den mest sikre skolevej for de 48,6 millioner kroner, som byrådet har afsat til indsatsen frem mod 2022. 

“Vores børns sikkerhed har og skal altid have højeste prioritet. Samtidig håber vi, at den optimerede sikkerhed på sigt vil gøre endnu flere forældre trygge ved at lade børnene gå eller cykle i skole på egen hånd”, siger Bünyamin Simsek, rådmand for Teknik og Miljø. 

Organiseret aflevering
På Tranbjergskolen mærker de allerede effekten af, at de tidligere i år blandt andet fik lavet en såkaldt “kys og kør”-zone, som opfordrer forældre til at læsse de mindste hurtigt af. 

P-pladsen foran indskolingen var tidligere præget af kaos, hvor børn og biler færdedes uden system.

Det er ændret nu. 

“Afleveringen er blevet organiseret, og børnene bliver nu sikkert leveret til et fortov. Forældrene skal stadig mindes om, hvordan kys og kør-zo-nen fungerer, men forbedringen er allerede tydelig. En anden gevinst er, at der er kommet et langt bedre flow i trafikken omkring skolen”, fortæller Hanne Gammelgaard Jensen, skoleleder på Tranbjergskolen.

Teknik og Miljø forventer at gennemføre yderligere 39 skolevejsprojekter i løbet af 2019. 

Mai Lykke
Mai Helene Lykke, redaktør på Kids Aarhus. Mor til en pige på fem år. Tidligere nyhedsjournalist, redaktør og kulturskribent på flere dagblade og magasiner. Skriver helst om børn, forældreskab og kultur - og alt det, der ligger derimellem. Holder meget af Aarhus og elsker at dele den med min familie.