6 teaterforestillinger der spreder julestemning

6 teaterforestillinger der spreder julestemning

Frost og Aarhus Symfoniorkester bliver samlet i julen. Foto: Musikhuset Aarhus

Brug en råkold decemberdag på at tage en tur i teatret og komme i julestemning med ungerne.

Disneys Frost med Aarhus Symfoniorkester, julegys på Aarhus Teater eller H.C. Andersens univers i Mejlgade. Der er mulighed for både gys, grin og god musik, når byens teatre byder inden for til årets juleforestillinger. Her er Kids Aarhus’ bud på seks juleforestillinger for hele familien.

Musikalsk Frost i Musikhuset
Musikhuset, Thomas Jensens Allé, 8000 Aarhus C 

Musikhuset byder i år på en særlig kombination af film og livemusik. Oplev Disneys populære film Frost på en ny måde, når Musikhuset viser den originale film med dansk tale, mens Aarhus Symfoniorkester og et stort kor opfører musikken live på scenen. Er I klar til en tur med søstrene Elsa og Anna på et magisk eventyr med sne og krystaller i Musikhusets Store Sal?
Spilletid: 29-30. december. Tilladt for alle, men fraråder for børn under 7 år.

Dukketeater i Frederiksgade
Teater Refleksion, Frederiksgade 72B, 8000 Aarhus C

På dukketeatret Teater Refleksion i Frederiksgade er der mulighed for at opleve en klassisk julefortælling. I november og december omdannes teatrets lokaler til en sansemættet installation inspireret af H.C. Andersens eventyr Snedronningen. På en labyrintisk rejse følger vi i Gerdas fodspor, når hun med varme og en urokkelige kærlighed overvinder hekseri, røvere og Nordpolens isnende kulde for at nå frem til Snedronningens slot.
Spilletider: 20. november – 15. december. Børn fra 7 år og opefter.

H.C. Andersen i Mejlgade
Teatret Gruppe 38, Mejlgade 55B, 8000 Aarhus C

I en baggård i Mejlgade kan man hele december møde et udsnit af figurer fra H.C. Andersens eventyr. Det prisbelønnede teater viser forestillingen “Du må være en engel, Hans Christian”, der vandt Årets Reumert i 2006. På et langt bord er der dækket op til H.C. Andersens fødselsdagsfest, og to tjenere er kommet på deres livs opgave: At servicere et bord fyldt med eventyrlige figurer fra digterens store persongalleri. Alle med de særeste behov og luner.
Spilletid: 1-21. december. Børn fra 7 år og opefter.

Nisser på biblioteket
Dokk1, Hack Kampmanns Pl. 2, 8000 Aarhus C

På biblioteket Dokk1 spilles der op til jul, når Børneteatret Ratatas viser forestillingen “Nissen kommer på besøg” for mindre børn. Handlingen er, at en bondekone passer på nissen på loftet, og nissen passer på dyrene i stalden. Og så kommer der til nissens store forbavselse pludselig en engel. Hvad gør man så? Gennem forestillingen præsenteres børnene for julen med nisser og engle, hjerter og stjerner og med dyrene i stalden, krybben og det lille julebarn. Med andre ord den perfekte julefest.
Spilletid: 27. november. Børn 2-9 år.

Juleeventyr i Latinerkvarteret
Rosenteatret, Rosensgade 26, 8000 Aarhus C

Mon julestemningen får lov at indfinde sig på Rosenteatret i Latinerkvarteret? Find ud af det, når det gamle teater opfører juleklassikeren over dem alle – “Et juleeventyr” af Charles Dickens. Følg Ebenezer Scrooge, når han besøges af spøgelser og ånder fra fortiden, nutiden og fremtiden. Og vær selv med til at digte på historien. Ved hjælp af publikums inputs genfortælles historien, men aldrig på den samme måde, og måske aldrig helt med samme resultat.
Spilletid: 20 og 27. november, 4. og 11. december. Anbefales for børn 6 -10 år

Sjov julegyser på teatret
Aarhus Teater, Teatergaden, 8000 Aarhus C

Som vanligt har byens største teater en juleforestilling på programmet. I år et det en julegyser baseret på Bjarne Reuters roman ”Fakiren fra Bilbao”. Det er Instruktøren Geir Sveaass, som i sidste sæson lavede den succesfulde familieforestilling ”Snedronningen”, der i år har prøvet kræfter med den populære gyserkomedie. Tag med ind i et eventyrligt og humoristisk univers og mød blandt andre den mølædte Fakir, et ret sært elghoved og den sleske bedemand Mooney med det løjerlige firma Hasta la Vista.
Spilletid: 18. november – 21. december. Forestillingen egner sig fra 6 år og opefter.