Stort tillykke til Andeby: Jumbobogen fylder 50 år i dag

Stort tillykke til Andeby: Jumbobogen fylder 50 år i dag

Jumbobog nr. 466 fra juni 2018

70 hyldemeter.

Så meget fylder 465 Jumbobøger – og det er så mange, der er sendt på gaden siden den 1. juni 1968, da den allerførste Jumbobog, “Onkel Joakims trillioner”, udkom.

”Ingen anden bogserie i verden kan prale af at rumme 466 udgivelser, så det er et enestående stykke kulturhistorie, vi har med at gøre”.

Bøgerne går i arv, og der findes eksemplarer, der i dag bliver læst af de oprindelige læseres børnebørn. I en tid, hvor iPad’en og spil på mobilen så ivrigt tilkæmper sig børnenes opmærksomhed, er Jumbobøgerne desuden bevis på, at børn stadig gerne afser tid til de trykte medier – hvis bare indholdet er godt nok”, siger Charlotte Vincent Raun, der er marketingmanager hos Egmont Publishing.

Jumbobog nr. 1 fra 1968

Nr. 466 udkommer 11. juni
50-års jubilæet markeres med udgivelsen af Jumbobog nr. 466, som udkommer den 11. juni – og denne har to danskere sat deres tydelige præg på.

Forsiden er nemlig tegnet af danske Flemming Andersen, som i år kan fejre sit 25-års jubilæum, ligesom han også har tegnet historien Gerningssted: Andeby.

Denne historie er desuden skrevet af danske Gorm Transgaard, der bor i Costa Rica og både skriver historier til Jumbobøgerne og Anders And-bladet.

Trykkes i Danmark
Generelt spiller Danmark en altafgørende rolle for Jumbobøgernes internationale succes.

Tegnerne og idémagerne bag de sjove, spændende og vilde historier er fordelt over hele Europa, men det hele styres fra Egmont Publishings kontor på Østerbro.

Og ikke nok med det:

Jumbobøgerne til de danske, svenske, norske, islandske, polske, estiske og lettiske markeder trykkes også i Danmark – nærmere betegnet i Viborg hos trykkeriet Nørhaven.

Succes i folkeskolen
De seneste år har Jumbobøgerne været på skoleskemaet i folkeskolen, da Egmont Publishing af flere omgange har uddelt gratis klassesæt til skoler over hele landet.

Tilbagemeldingerne fra dansklærerne har været stærkt positive.

Her er der blandt andet blevet lagt vægt på bøgernes evne til at øge læselysten hos elever, der ellers ikke er glade for at læse, ligesom de pirrer elevernes meddigtningsevner. Også blandt forældrene har meldingerne været positive.

  • Idéen til Jumbobøgerne opstod oprindeligt i Italien, da Egmont Publishings gamle samarbejdspartner Mondadori producerede og udgav pocketserien I Classici Di Walt Disney, som udkom i december 1957.
  • Pocketformatet dannede udgangspunktet for Jumbobøgerne, der 11 år senere så udkom for første gang på dansk.
  • Garvede jumbobogslæsere vil kunne huske, at de første to årtiers Jumbobøger – helt indtil Jumbobog nr. 91 i 1988 – skiftevis havde to sider i farve og to sider i sort-hvid.
  • Dette skyldtes, at Mondadori, der også trykte de første danske bøger, brugte en gammeldags trykpresse, der kun kunne trykke i farver på den ene side af papiret.
  • Jumbobog nr. 466 udkommer den 11. juni 2018. Den rummer 254 sider, og kommer til at koste 49,95 kroner

 

Mai Lykke
Mai Helene Lykke, redaktør på Kids Aarhus. Mor til en pige på fem år. Tidligere nyhedsjournalist, redaktør og kulturskribent på flere dagblade og magasiner. Skriver helst om børn, forældreskab og kultur - og alt det, der ligger derimellem. Holder meget af Aarhus og elsker at dele den med min familie.