Den store børnevenlige guide til Letbanen

Den store børnevenlige guide til Letbanen

Foto: Letbanen

Går du også og er lidt i tvivl om, hvordan det nu lige er med Letbanen.

Kan man komme ind med barnevognen? Koster det noget at have klapvogn med, og er der overhovedet plads til børn i vognene?

Alt det svarer vi på i nedenstående guide til Letbanen.

Flexrum med plads til vogne
Der er fin plads til både familier – og alle de andre passagerer i sporvognstogenes vogne.

For alle de nye letbanetog er indrettet med såkaldte flexrum, hvor der er monteret 6-8 klapsæder. Det giver bedre gulvplads til for eksempel at medbringe en barnevogn.

Der er monteret rulleseler i væggen, som kan bruges til at spænde barnevognen fast, så baby ikke triller afsted, når toget bremser.

Når du står på perronen, så kig efter det lille ikon med en barnevogn på, her befinder flexrummet sig umiddelbart inden for døren.

LÆS OGSÅ: Fem børnevenlige stop på Letbanen

Tril ud og ind niveaufrit
Ind- og udstigning foregår altid ”niveaufrit” fra perronen – det vil sige, det er let at trille barnevognen direkte ind og ud af letbanetoget.

Og du skal ikke stå fortvivlet og vente på en hjælpende hånd, før I kan komme ind.

Mertidsknappen
Det kan kræve sin forælder m/k at få både barnevogn, hysteriske børn og indkøbsposer ind i vognen, før dørene lukker.

Men også her er det hjælp at hente med den såkaldte ”mertidsknap” på letbanetogets dør.

Trykker du på den, bliver letbaneføreren opmærksom på, at der er en passager med behov for ekstra tid til at stige på eller af. Han holder  øje med døren, og lukker den først, når alle er kommet sikkert ind eller ud af letbanetoget.

Køreplaner findes her.

  • Det er gratis tage barnevogn og klapvogn med i Letbanen, og i Letbanen gælder de samme billetter som i Midttrafiks busser.
  • Første etape af Letbanen bliver i cirka 110 kilometer lang.
  • Den nye strækning fra Aarhus H til Lystrup består af 12 kilometer nye letbanespor.
  • Grenaabanen, som løber fra Aarhus H, udgør cirka 70 kilometer. Odderbanen udgør knap 30 kilometer.
  • Letbanen får i alt 49 stationer. Grenaabanens og Odderbanens nuværende stationer bevares og hertil kommer 17 stationer på den nye strækning.
  • Derudover er der planlagt nye standsningssteder i Thorsager og Hessel på Djursland, der forventes at åbne i slutningen af 2017.

 

 

 

Mai Lykke
Mai Helene Lykke, redaktør på Kids Aarhus. Mor til en pige på fem år. Tidligere nyhedsjournalist, redaktør og kulturskribent på flere dagblade og magasiner. Skriver helst om børn, forældreskab og kultur - og alt det, der ligger derimellem. Holder meget af Aarhus og elsker at dele den med min familie.