KÆMPE guide til masser af børnevenlig pinsesjov

KÆMPE guide til masser af børnevenlig pinsesjov

Foto: Visitaarhus

Vikingsskibsblær ved Tangkrogen, giga BørnefestiBAL med masser af musik og spas i Botanisk Have og intet mindre end en canadisk verdensstjerne på travbanen.

Der er masser af FEDE arrangementer at kaste sig over i Aarhus i pinsen!

Herunder finder du vores udpluk af de mest børne- og familievenlige af slagsen.

Røde Orm på taget af Moesgaard Museum
Oplev eventyret om den unge vikingehøvding Røde Orm, der er årets helt store udendørs familieforestilling, som mere end 70.000 mennesker allerede har sikret sig billet til. Der bliver storslåede kampe, familiedrama og vild kærlighed. Billetpriser starter fra 95 kroner. Fra 7 år.

Pinse i Den Gamle By
I hele Pinsen kan du i Den Gamle By møde mennesker fra gamle dage, som laver mad, hugger brænde, laver håndarbejde eller ekspederer dig, når du handler i en af de historiske butikker.

Verdens største vikingeskib blærer sig ved Tangkrogen
Pinselørdag den 3. juni fra klokken 10-15 kan I opleve verdens største vikingeskib, Havhingsten. Skibet giver opvisning i bølgerne ud for Tangkrogen sammen med det mindre skib, Helge Ask. Senere bliver Helge Ask trukket på land, så man kan komme helt tæt på skibet, og med det i baggrunden vil historien om Bjowulf blive fortalt af Det Fortællende Teater. Det sker klokken 13. Der er gratis adgang til både teater og opvisning. Husk kikkert og tæppe.

Kæmpe børnefest i Botanisk Have
Der er garanti for en børnefest af de helt store, når der lørdag den 3. juni er BørnefestiBAL i Botanisk Have. Her spiller MGP-favoritter som Emma Pi, Edward og JepAnna sammen med blandt andet Wafande. På plænen er der også blandt andet perletelt, ansigtsmaling og trylleshow. Billetter koster 60 kroner.

Rytmiske kor indtager Aarhus
I pinsen kan du opleve Europas største festival for rytmiske kor, Aarhus Vocal Festival, hvor du både kan opleve lokale grupper og store internationale kor. Der er koncerter fra 2.-5. juni – i alt mere end 60 koncerter i Aarhus, og nogle af dem er gratis.

Vikinger smeder ved Kysing Strand
Bueskydning, hesteridning, plantefarvning og bronzestøbning er bare et par af aktiviteterne, når der weekenden er Smedenes Vikingemarked ved Kysing Strand, Kystvejen 200 i Odder. Allerede i aften, fredag, fra klokken 17-19 er der bueskydningskonkurrence, og lørdag fra 17-19 er der nordisk mesterskab i vikingesømsmedning.

Oplev hele verden i Aarhus
En fast tradition i Aarhus er den gratis festival Verdensbilleder, hvor du kan opleve musik, dans og underholdning i byens gader, på torve og pladser. Festivalen hylder hele verden med kulturelle og gastronomiske indslag, og I kan smage på eksotisk mad og nyde stemningen i byen. Fredag den 2. juni klokken 18 er der international parade med dans, biler, musik og flotte kostumer. I forbindelse med Verdensbilleder, er der fredag aften Open by Night med midnatsåbent i mange af midtbyens butikker.

NU åbner den gigantiske jordklode
Kom og vær med, når den gigantiske jordklode, som i løbet af den sidste måned er blevet bygget op på Havnepladsen mellem Toldboden og Navitas endelig åbnes for offentligheden. Det sker klokken 11, hvor Climate Planets tre år lange europaturné skydes i gang med et bragt af en fest. Inde i den store klode kan 300 udstillingsgæster ad gangen, ved hjælp af avanceret NASA-teknologi, følge jordens fortid og fremtid.

Vandpjask på Havnepladsen
Og når du nu alligevel er på Havnepladsen, så smut forbi byens, nye store springvand Endless Connection, der blev indviet for to uger siden. Springvandet er tændt dagligt fra klokken 7-23, så der er rig mulighed for at både du og ungerne kan få jer et svalende dusch under springvandets kølige dråber. Hvis I er vågne efter klokken 23, når vandet slukkes, kan I nyde de flotte lys, der kommer op ad dyserne, og danner skiftende mønstre, der er inspireret af stjernehimlen over Aarhus.

Party i Vestergade
Lørdag den 3. juni forvandler Vestergade sig til en fantastisk gadefest med hygge, musik og liv i gaden. Den røde løber rulles ud, mens bilerne forvises fra gaden, så der er plads til fest i det hyggelige bymiljø. Gadefesten lukker og slukker ved midnat.

FindersKeepers – nu også med børnetøj
Gå på opdagelse i mere end 100 stande, hvor du kan finde nyt dansk design indenfor møbler, interiør, billedkunst, fotografi, keramik, tøj, smykker, planter og meget mere. Som noget nyt lancerer FindersKeepers et kids-område med lækkert tøj, legetøj og tilbehør til de små. Der er åbent fra klokken 10.45-17 både lørdag og søndag.

Pop-up marked i hjertet af centrum
Søndag den 4. juni fra 10-15 er der lagt op til hygge, god mad, lopper og pirren af de kulturelle sanser, når der igen er Marked i parken – og det er den lille oase mellem Musikhuset og ARoS, der er tale om. Arrangementet er et samarbejde mellem Musikhuset, ARoS, Flagstang Markeder og Kødbyens Mad & Marked. Der er gratis adgang.

Canadisk verdensstjerne på travbanen
Er du belieber, så glipper du ikke koncerten, når verdensstjernen Justin Bieber spiller på travbanen 2. pinsedag. Her gæster han byen med sin Purpose World Tour. Rudimental, Gnash og Kelde står for opvarmningen fra klokken 15.30, mens Justin Bieber selv går på scenen klokken 19. Koncerten forventes afsluttet senest klokken 21.

Begivenhedsrig pinse
Aarhus Kommune opfordrer i øvrigt til at gå, tage cyklen eller bruge offentlig transport i stedet for bil, fordi der pinsen over er så mange store begivenheder i byen – og deraf rigtig mange biler.
Ud over de oplagt børnevenlige, vi har nævnt her, er der blandt andet også åbning af The Garden på ARoS og Aarhus Pride Parade.
Mai Lykke
Mai Helene Lykke, redaktør på Kids Aarhus. Mor til en pige på fem år. Tidligere nyhedsjournalist, redaktør og kulturskribent på flere dagblade og magasiner. Skriver helst om børn, forældreskab og kultur - og alt det, der ligger derimellem. Holder meget af Aarhus og elsker at dele den med min familie.