Stor åbningsfest hos LopmoreKids

Stor åbningsfest hos LopmoreKids

Foto: Mai Helene Lykke / Kids Aarhus

I morgen, mandag den 7. august, går det løs på Bjødstrupvej 20C i Højbjerg, hvor Aarhus nye konceptbutik, LopmoreKids, slår dørene op for kunderne.

I den nye nye forretning kan forældre sælge brugt børnetøj og legesager i en rigtig butik, og undgå besværet med at tage billeder og lave aftaler med folk – som det oftest foregår, når man sælger på nettet eller apps som Reshopper.

“Hos os kan du leje en reolstand, og sælge dine børns aflagte tøj og ting. Folk kommer med alt muligt forskelligt – tingene skal se pæne og rene ud, og de skal ikke have store huller. Det skal være noget, man har lyst til at putte sine egne børn i, siger Laura Rindom, som sammen med sin bror, Rasmus, har knoklet for at få butikken klar til åbningen.

Butikken fyldt op
Den sidste uge op til åbningen har de første standlejere haft mulighed for at komme forbi butikken og fylde deres stand op. Selvom der allerede nu er mange, der har været forbi med deres lager af børnetøj, udstyr og legetøj – ja, sågar klapvogne, autostole og barnevogne, så er der stadig et par enkelte ledige stande i åbningsugen.

Selve åbningen fejres i den kommende uge med slush ice, popcorn og tegnekonkurrence til børnene. Fredag den 11. august er der også hoppeborg og et helt nyt suttetræ i butikken.

220 stande
LopmoreKids har åbent mandag-fredag fra klokken 9.30-17.30, og lørdag 9.30-16, ligesom der også vil være åbent på udvalgte søndage og helligdage.

Butikken råder over 220 stande, der kan bookes i enten en eller to uger ad gangen. Der er forskellige størrelser på standene – og priserne starter fra 195 kroner.

Lopmorekids får en provision på 15 procent af det samlede salg.

 

 

Mai Lykke
Mai Helene Lykke, redaktør på Kids Aarhus. Mor til en pige på fem år. Tidligere nyhedsjournalist, redaktør og kulturskribent på flere dagblade og magasiner. Skriver helst om børn, forældreskab og kultur - og alt det, der ligger derimellem. Holder meget af Aarhus og elsker at dele den med min familie.