Småfolk lukker butikken: Ophørsudsalg starter i dag

Småfolk lukker butikken: Ophørsudsalg starter i dag

Foto: Småfolk

Småfolk-butikken i Guldsmedgade lukker i november, og allerede i dag starter butikken ophørsudsalg.

Det bekræfter Jesper Bidstrup Jørgensen, der er chef for Småfolk-butikkerne.

“Vi starter ophørsudsalg i dag, og vi har op til 50 procent rabat. Alt i butikken er nedsat med minimum 20 procent, heriblandt nye varer som uld og flyverdragter”, siger Jesper Bidstrup Jørgensen, der gerne vil sige farvel til Aarhus for denne gang på en god måde.

Særlig betydning
“Aarhus har en særlig betydning for Småfolk, da vi altid har været godt repræsenteret, men også støttet i Århus. Vi synes, at byen kan noget helt unikt, især i Latinerkvarteret, som vi mener passer fantastisk til Småfolk”.

“Vi håber mange af vores trofaste kunder vil kigge forbi, og ikke mindst sige tak for denne gang til bestyrer Pernille og hendes team”, siger Jesper Bidstrup Jørgensen.

Vil gerne tilbage
Han fortæller, at man hos Småfolk drømmer om at vende tilbage til Aarhus igen på en ny lokation – men det bliver ikke indenfor den nærmeste fremtid, idet tøjmærket åbner nye butikker i både Roskilde og København inden året er omme.

“Vi ønsker bestemt at åbne en Småfolk-butik igen i Jylland i fremtiden,
men inden for de næste fem måneder åbner vi både i Roskilde og København, hvilket vil tage vores fulde fokus”, siger han.

Der er fundet en ny lejer til Småfolks lokaler i Guldsmedgade. Hvem det er, kan dog endnu ikke offentliggøres.

Mai Lykke
Mai Helene Lykke, redaktør på Kids Aarhus. Mor til en pige på fem år. Tidligere nyhedsjournalist, redaktør og kulturskribent på flere dagblade og magasiner. Skriver helst om børn, forældreskab og kultur - og alt det, der ligger derimellem. Holder meget af Aarhus og elsker at dele den med min familie.