Sejl gennem Aarhus med Den Blå Bro

Sejl gennem Aarhus med Den Blå Bro

Foto: Martin Dam Kristensen/Den Blå Bro

Vil du og familien se Aarhus fra en anderledes vinkel? Så sæt kryds i kalenderen fra den 15. juli til den 6. august. Her kan I nemlig komme med på en sejltur på Aarhus Å i soldrevne både, som tidligere har været en populær oplevelse blandt Festugens gæster.

Den Blå Bro hedder arrangementet, som i sommerperioden vil have daglige afgange på to forskellige ruter. Rute 1 går mellem Mølleparken og Dokk1 og sejler hver halve time mellem klokken 10.30 og 22.30, mens rute 2 tager passagererne fra Ceres Byen til Brabrandsøen.

Her er der afgang klokken 9, 11, 15, 17 og 19, og båden vender retur til byen en time senere. På denne rute er der også mulighed for at købe en returbillet.

To forskellige oplevelser
De to ruter afspejler to forskellige oplevelser af byen. Rute 1 fragter otte passagerer fra den centrale Mølleparken til kulturknudepunktet Dokk1 ved havnen. Undervejs ser I åens mest populære og livlige område fyldt med glade mennesker, liv og leben.

Rute 2 sejler fra afgangsstedet ved den befolkede byggeplads ved Ceres Byen til åens udspring ved fredelige og naturskønne Brabrandsøen, og denne rute vil derfor fint illustrere overgangen fra menneskeskabt til rå natur.

Bemærk, at sejladsen kan blive aflyst på grund af forhøjet vandstand. Hold derfor øje med skiltene ved afgangsstederne.

Vender retur i Festugen
Vil I med på sejltur, koster rute 1 20 kroner per snude, som I betaler kontant eller via MobilePay. Rute 2 koster 40 kroner, og her skal I have købt billetter på forhånd.

Efter den 6. august holder sejladsen en kort pause, hvorefter bådene vender retur i Aarhus Festuge fra den 25. august til 3. september.

Du kan læse mere om sejladsen, sejlplanen og stoppesteder her eller købe billetter til rute 2 her.

Mai Lykke
Mai Helene Lykke, redaktør på Kids Aarhus. Mor til en pige på fem år. Tidligere nyhedsjournalist, redaktør og kulturskribent på flere dagblade og magasiner. Skriver helst om børn, forældreskab og kultur - og alt det, der ligger derimellem. Holder meget af Aarhus og elsker at dele den med min familie.