Debut-forfatter kritiserer den politiske korrekthed i moderrollen anno 2018

Debut-forfatter kritiserer den politiske korrekthed i moderrollen anno 2018

Cover af bogen Projekt Baby, skrevet for Julie Ugleholdt

“Jeg vil væk herfra. Væk fra mit liv. Hvis jeg bare havde en pistol. Banderne nede på Blågårdsgade må have én, jeg kan købe.

Med et enkelt tryk på aftrækkeren ville jeg kunne afslutte det hele her og nu. Jeg former min hånd som et skydevåben. Jeg holder min pistol op for tindingen og affyrer et skud.

– Bang!

Jeg er her endnu. Lyden af babygråd inde fra stuen er der stadig. Min tunge krop vælter omkuld i sengen. Jeg ruller mig sammen som en stor sommerfuglelarve.

Jeg har ikke lyst til at være mor længere. De sidste fem måneder har været fyldt med mælk, lort og søvnløse nætter.

Hvordan skal jeg nogen sinde kunne stå op, tage tøj på og cykle til Ballerup. Arbejde hårdt og koncentreret i otte timer. Tage hjem og socialisere. Tænk, at mit liv har været sådan engang.

Måske er det bedre, hvis jeg skyder mig selv gennem munden? Jeg sætter pistolen op mod ganen og affyrer den.

– Bang!

Jeg er her stadig. Ligesom barnegråden. Men der er ingen vej tilbage. Baby-fængslet er min virkelighed nu. Tårerne vælter ud af mig, og jeg vræler ud i rummet:

– JEG KAN IKKE MERE! JEG VIL DØ!”

Mød Julie hos Bedre Barsel
Sådan lyder første side i bogen “Projekt Baby – Mit første år som uperfekt mor” af forfatter Julie Ugleholdt.

Hende kan du møde onsdag den 21. november fra klokken 10-11.30, hvor hun er gæst i Samtalesalonen hos Bedre Barsel.

Her fortæller hun om bogen og sætter spørgsmålstegn ved det perfekte moderskab.

Vind bog og lydbog
Og i den anledning sætter vi her på Kids Aarhus tre bøger, inklusiv lydbog, på højkant i en konkurrence.

– For at deltage i konkurrencen, skal du fortælle os, om din største udfordring med moderskabet. Det skal du gøre senest den 21. november 2019, hvor vi trækker lod om de tre bøger.

Deltag her.

Foto: Julie Ugleholdt

Kritiserer korrektheden
I sin debut “Projekt Baby” retter 31-årige Julie Ugleholdt en kritik af den politiske korrekthed, der omgiver moderrollen anno 2018.

“Projekt Baby” er personlig fortælling, der beskriver udfordringerne ved at blive gravid og mor i en tid, hvor sociale medier, økologisk babytøj, friamning sætter dagsordenen.

Oven på en voldsom fødsel, en datter med kolik og en fødselsdepression gør den målrettede karrierekvinde Julie op med den politiske korrekthed og forsøger at finde sin egen vej gennem moderskabet.

Mai Lykke
Mai Helene Lykke, redaktør på Kids Aarhus. Mor til en pige på fem år. Tidligere nyhedsjournalist, redaktør og kulturskribent på flere dagblade og magasiner. Skriver helst om børn, forældreskab og kultur - og alt det, der ligger derimellem. Holder meget af Aarhus og elsker at dele den med min familie.