Populært træningsstudie for mor og barn flytter
Puremovement – et af byens populære træningsstudier for mødre og nybagte babyer lukker på ubestemt tid fra udgangen af uge 43.
Det sker, fordi den bygning, studiet holder til i på Thunøgade skal sælges.
Det oplyser indehaver Signe Bredorff-Larsen på studiets Facebook-side.
Huset skal sælges
Men mødre og børn kan godt slå koldt vand i blodet, for PureMovement består – og genopstår, så snart Signe Bredorff-Larsen har fundet nye lokaler til sine aktiviteter.
Det vides dog endnu ikke, hvor PureMovement flytter hen.
“Studio Thunøgade lukker og slukker den 31. oktober. Huset skal sælges. Men PureMovement v. Signe Bredorff-Larsen består og flytter med mig. Ud i verden til endnu ukendte lokaler”, skriver stimulastik- og pilatesunderviseren på Facebook.
Ukendt adresse
Her fortæller hun også, at hun endnu ikke ved, hvor PureMovement flytter hen – og ej heller, hvornår der igen kommer nye hold på plakaten.
“Til jer der skriver, hvornår der kommer nye hold, er svaret: Jeg er ked af det, men jeg ved det ikke”.
PureMovement har holdt til på adressen i Thunøgade i lidt mere end to år.