Økologiske landmænd inviterer på gårdbesøg i weekenden

Økologiske landmænd inviterer på gårdbesøg i weekenden

af -
Foto: Økologisk Landsforening

I denne weekend kan danskerne opleve, hvordan de økologiske gulerødder, æbler, æg og bøffer bliver til, når 85 økologiske landmænd over hele landet inviterer til Økologisk Høstmarked.

Her kan hele familien komme tæt på den økologiske produktionsform, der i øjeblikket breder sig hastigt i det danske landbrug.

“Når man har besøgt en øko-gård, oplevet dyrene gå rundt på marken i det fri og hørt landmanden fortælle om sit arbejde, der blandt andet foregår uden sprøjtegifte, forstår man bedre, hvordan man ved at vælge økologi er med til at passe på naturen, grundvandet, dyrene, sig selv og sin familie, siger Per Kølster, formand for Økologisk Landsforening.

Foto: Økologisk Landsforening

Oplevelser for hele familien
Sidste år besøgte 77.000 danskere en øko-gård til Økologisk Høstmarked.

“Et gårdbesøg hos økologerne byder på masser af sjove og lærerige oplevelser for både store og små – uanset om man er vild med dyr og vil hilse på søde kalve og smågrise, køre med landmanden på traktortur i marken, tumle i halmen eller gå på jagt efter friske, økologiske råvarer i de mange gårdbutikker og boder, som holder åbent på gårdene”, siger Birgitte Nygaard, projektleder i Økologisk Landsforening.

I Aarhus-området er der blandt andet Økologisk Høstmarked på:

  • Topkærgaard, Aarhus N
  • Levefællesskabet Herta, Galten
  • Brandbygegaard, Odder
  • Øko Ged & Grønt, Knudslund
  • Sommergrønt, Hadsten
  • Kanegaard, Hadsten
  • PGU Rosenholm, Hornslet
  • Andelssamfundet i Hjortshøj
  • Helges Most & Grøn, Ebeltoft
  • Kalø Økologisk Landbrugsskole, Rønde
  • Trangemosegaard, Gravlev (Ebeltoft)
Foto: Økologisk Landsforening

Find et Økologisk Høstmarked i nærheden og læs mere om, hvad der sker på de enkelte gårde via dette link.

Aktiviteterne varierer fra gård til gård – bemærk, at nogle af gårdene har åbent lørdag, mens andre inviterer til fest søndag.

Klik ind på gårdene for at se program og dag.

Fakta:

  • Siden Økologisk Høstmarked så dagens lys i 1993, har eventen i alt haft ca. 1,4 mio. gæster.
  • Danskerne har verdensrekorden i at købe økologi. 13,3 procent af fødevaresalget i den danske dagligvarehandel (inkl. online-salg) er økologisk.
  • Danske landmænd strømmer til økologien. Mere end 1.000 landmænd har i år søgt om støtte til økologisk omlægning.
  • Dermed udgør det økologiske areal i Danmark snart 10 procent af det samlede landbrugsareal og nærmer sig et omfang på størrelse med Fyn.

Økologisk Høstmarked er hele den økologiske branches fælles event, som arrangeres af Økologisk Landsforening sammen med de økologiske landmænd.

Mai Lykke
Mai Helene Lykke, redaktør på Kids Aarhus. Mor til en pige på fem år. Tidligere nyhedsjournalist, redaktør og kulturskribent på flere dagblade og magasiner. Skriver helst om børn, forældreskab og kultur - og alt det, der ligger derimellem. Holder meget af Aarhus og elsker at dele den med min familie.