Ny BUPL-undersøgelse viser: Pædagoger mangler tid til omsorg

Ny BUPL-undersøgelse viser: Pædagoger mangler tid til omsorg

Foto: Pixabay

”Jeg er i en gruppe med 10 fire-årige og 21 tre-årige. Vi er fire ansatte. Jeg oplevede i dag, at jeg ikke kunne drage omsorg for alle dem, der havde brug for det. Der er nogle, som jeg slet ikke har haft øjenkontakt med. Jeg har i dag ikke haft tid til at fordybe mig med en lille gruppe”

Sådan siger en ud af de 8.823 pædagoger, som har været med i BUPL’s store vilkårsundersøgelse på dagtilbudsområdet.

Dybt bekymrende
Undersøgelsen offentliggøres i dag, og på baggrund af den har BUPL også udsendt en pressemeddelelse, hvor det fremgår, at 74 procent af pædagogerne oplever ofte, at der er et eller flere børn, de ikke kan drage tilstrækkelig omsorg for på grund af personalemangel.

Tilsvarende svarer 75 procent af pædagogerne, at dårlige normeringer gør, at de ikke kan give den nødvendige støtte til udsatte og sårbare børn.

“Det er dybt bekymrende, at så mange pædagoger mangler tid til omsorg og nærvær. Ikke mindst i forhold til de sårbare børn. Vi har brug for mere tid til det enkelte barn, men normeringerne er ganske enkelt alt for dårlige”, siger BUPL-formand Elisa Bergmann.

Aktiviteter må aflyses
Flere af pædagogerne svarer i undersøgelsen, at de ofte må aflyse planlagte aktiviteter og ture ud af huset på grund af personalemangel.

De dårlige normeringer går også ud over forældresamarbejdet.

Det er dog ikke kun normeringerne, det halter med i daginstitutionerne.

Der kan også være langt mellem de uddannede pædagoger.

Få uddannede pædagoger
Ifølge de seneste tal fra Danmarks Statistik er 59 procent af de ansatte i daginstitutionerne uddannede pædagoger, og i hverdagen på gul stue ser det også slemt ud:

Hele 43 procent af pædagogerne oplever ofte, at de er den eneste uddannede pædagog på stuen.

“Det er tankevækkende, at pædagogerne så ofte oplever at være den eneste uddannede pædagog med børnene. Politikerne på Christiansborg har lige vedtaget en ny dagtilbudslov, der skulle styrke fagligheden i daginstitutionerne, men det er svært i praksis, når der er så få uddannede pædagoger”, siger Elisa Bergmann.

Mai Lykke
Mai Helene Lykke, redaktør på Kids Aarhus. Mor til en pige på fem år. Tidligere nyhedsjournalist, redaktør og kulturskribent på flere dagblade og magasiner. Skriver helst om børn, forældreskab og kultur - og alt det, der ligger derimellem. Holder meget af Aarhus og elsker at dele den med min familie.