Naturhistorisk Museum giver påsken en på skallen

Naturhistorisk Museum giver påsken en på skallen

Vanen tro spiller æg en stor rolle i Naturhistorisk Museums påskeprogram.

Her kan du og ungerne gå på æggejagt i museets udstillinger og dekorere jeres egne påskeæg.

Der er også mulighed for at lave foderkugler til fuglene, og selvfølgeligt står pandekagemanden klar i kantinen med sine lækkerier.

Lav kreative æg

Påskeharen har været et smut forbi museet og gemt sine æg rundt omkring i udstillingerne. Så tag på æggejagt, og find alle æggene, som gemmer på et bogstav hver.

Kan du pusle bogstaverne sammen og gætte det hemmelige ord, så er du med i konkurrencen om fede præmier.

Pulsen ned
Hvis I trænger til at få pulsen lidt ned efter æggejagten på tværs af museets udstillinger, er der også mulighed for at finde den indre kunstner frem.

Madpakkerummet er til lejligheden ombygget til et “æggeatelier”, hvor man kan male sine egne påskeæg, som man naturligvis får med hjem.

Der vil også være mulighed for at studere æg fra forskellige spændende dyr.

Foto: Naturhistorisk Museum

Lav lækre foderkugler

Vinteren har endnu ikke for alvor sluppet sit tag i Danmark. Der er derfor alt mulig god grund til hjælpe de sultne fugle ved at lave energifylde og nærende foderkugler.

Hæng dem op i haven og studér fuglene på nærmeste hold.

Melder sulten sig, står pandekagemanden som sædvanligt klar til at servere sine lækre mad- og dessertpandekager i kantinen.

Besøg museets nye udstilling

Påsken byder ikke kun på mange spændende og kreative aktiviteter. Hele familien kan nemlig også benytte lejligheden til at besøge museets helt nye udstilling “Home Sweet Home”, som åbner den 24. marts.

Her kan du blive klogere på, hvordan en række dyr fra den danske natur bor og lever i deres hjem.

Naturhistorisk Museum har påskeaktiviteter fra lørdag den 24. marts til mandag den 2. april 2018.

 

  • Æggejagt – find æggene i udstillingen – hver dag klokken 10-16.00
  • Mal dit eget æg – hver dag kl. 10.30-14.00
  • Lav foderkugler – hver dag kl. 10.30-14.00
  • Pandekagemanden – hver dag kl. 10.00-16.00

Alle aktiviteter er gratis, når entréen til museet er betalt. Børn og unge under 18 år har gratis adgang.

 

 

Mai Lykke
Mai Helene Lykke, redaktør på Kids Aarhus. Mor til en pige på fem år. Tidligere nyhedsjournalist, redaktør og kulturskribent på flere dagblade og magasiner. Skriver helst om børn, forældreskab og kultur - og alt det, der ligger derimellem. Holder meget af Aarhus og elsker at dele den med min familie.