Tryghed i nattelivet: Natteravnene vil bygge rede i Aarhus C

Tryghed i nattelivet: Natteravnene vil bygge rede i Aarhus C

Foto: Natteravnene

Natteravnene vil etablere en lokalafdeling i Aarhus midtby.

Det sker blandt andet med støtte fra Sallingfondene, og ved at engagere borgmester Jakob Bundsgaard.

“I dag er der kun Natteravne i Aarhus Nord og forstæderne, blandt andet i Tilst og Harlev, men ikke i Aarhus C. Det skal der gøres noget ved”.

“De unge søger jo ofte ind til byen, og derfor har det længe været et ønske at få Natteravnene på vingerne i centrum også. Det håber vi, aarhusianerne vil være med til at bakke op om”, siger Claus Staunstrup Nilsson, der er chef for Natteravnene.

For få frivillige 
Opbakning fra lokale borgere, forældre og bedsteforældre, er afgørende for, at Natteravnene bliver en aktiv del af Aarhus.

Indtil videre har der ikke være nok interesserede til at kunne starte en egentlig lokalgruppe op. Men med en donation fra Sallingfondene er det nu muligt at gøre noget ekstra for at få etableret en forening i Aarhus midtby.

Derfor er der i aften tirsdag den 20. marts klokken 19 informationsmøde om Natteravnene i Aarhus.  Det foregår på Godsbanen.

Trygge rammer
Det er noget, der glæder borgmester Jacob Bundsgaard.

“Det er vigtigt, at de unge kan nyde den frihed, det er at gå ud og more sig i nogle rammer, hvor det stadig er trygt og godt at være. Og hvor de ved, der er nogle voksne, der interesserer sig for dem”, siger Jacob Bundsgaard.

  • Natteravnene er en del af Fonden for Socialt Ansvar og har eksisteret siden 1998.
  • Natteravnene har i dag mere end 4000 frivillige ildsjæle fordelt på 144 lokalforeninger.
  • De er årligt i kontakt med ca. 750.000 børn og unge – og de ses af langt flere.
  • Netop Natteravnenes synlige tilstedeværelse og omsorgsfulde indsats har en dokumenteret tryghedsskabende effekt, og de er med til at fremme livsglæde, trivsel og gode fælles­skaber blandt børn og unge.

Kilde: Natteravnene

Mai Lykke
Mai Helene Lykke, redaktør på Kids Aarhus. Mor til en pige på fem år. Tidligere nyhedsjournalist, redaktør og kulturskribent på flere dagblade og magasiner. Skriver helst om børn, forældreskab og kultur - og alt det, der ligger derimellem. Holder meget af Aarhus og elsker at dele den med min familie.