Narnia er årets familieforestilling på Aarhus Teater

Narnia er årets familieforestilling på Aarhus Teater

Illustration: Aarhus Teater

Årets familiebrag på Store Scene er den fortryllende og elskede fortælling om eventyrlandet Narnia.

Her sættes hele fantasien i spil, når de fire søskende Peter, Susan, Edmund og Lucy installeres af deres mor på et mystisk engelsk gods.

Magisk verden
Under en gemmeleg opdager de ved et tilfælde indgangen til Narnia i et garderobeskab, og sammen træder de ind i en magisk verden med talende dyr, skovguder, dværge og kæmper.

I Narnia regerer den onde, hvide heks. Hun har kastet en forbandelse over landet og indhyllet det i en 100-års-vinter.

De fire børn drager sammen med den gådefulde og mægtige løve Aslan og hans hær i kamp for at bryde heksens magt. Det bliver et drabeligt slag om retten til at leve i frihed.

En eventyrrejse
”Narnia – Løven, heksen og garderobeskabet” er baseret på C.S. Lewis’ skattede roman af samme navn.

Det er et storslået og klassisk eventyr om kampen mellem det gode og det onde, og ”Narnia” sættes i scene af Frede Gulbrandsen.

Som instruktør er han især kendt for sine fantasifulde forestillinger som ”Skammerens datter 1 og 2”.

Se video af faunens forvandling herunder (Video: Aarhus Teater):

 

Forestillingen spiller fra 24. november til 13. januar.

Billetsalget til “Narnia – Løven, heksen og garderobeskabet” er gået i gang.

Mai Lykke
Mai Helene Lykke, redaktør på Kids Aarhus. Mor til en pige på fem år. Tidligere nyhedsjournalist, redaktør og kulturskribent på flere dagblade og magasiner. Skriver helst om børn, forældreskab og kultur - og alt det, der ligger derimellem. Holder meget af Aarhus og elsker at dele den med min familie.