Moesgaard holder fest for de døde

Moesgaard holder fest for de døde

Foto: Moesgaard Museum

Moesgaard Museum fejrer i denne uge den mexicanske højtid, De Dødes Dag.

Det sker i dagene fra onsdag den 31. oktober til søndag den 4. november, hvor museet inviterer til familieaktiviteter for både børn og voksne.

De Dødes Dag er en stor højtid i Mexico, hvor man mindes og ærer familiens afdøde slægtninge.

En gang om året, nemlig den 2. november, besøger de afdødes sjæle de levendes verden.

Foto: Moesgaard Museum

Der sættes altre i hjemmet til minde om et familiemedlem, gaderne pyntes med papirklip og på kirkegården kan man se mennesker våge i lyset fra levende lys og møde familier, der fester med spiselige lækkerier og musik for den afdøde.

Hjælp med at pynte
Blandt de børnevenlige aktiviteter i programmet er blandt andet forberedelserne til festen for de døde på selve Halloween, onsdag den 31. oktober, hvor hele familien kan være med til at pynte et alter med lanterner, papirblomster og tegninger til minde om afdøde spansktalende og danske musikere, der har skrevet kendte børnesange.

Se filmen Coco
Lørdag den 3. november er der familieaktiviteter med ansigtsmaling og mulighed for at lave blomsterdiademer og lanterner og søndag den 4. oktober vises animationsfilmen “Coco”, som handler om den mexicanske dreng Miguel, der rejser til de dødes verden for at lede efter sin tipoldefar.

Filmen vises i museets auditorium. Det er gratis at se filmen, men da der er begrænset antal pladser, kræver det billet, som skal bestilles på forhånd

For at deltage i familieaktiviteterne i forbindelse med De Dødes Dag skal man have billet til museet. Husk at børn til og med 18 år har gratis adgang til museet.

Mai Lykke
Mai Helene Lykke, redaktør på Kids Aarhus. Mor til en pige på fem år. Tidligere nyhedsjournalist, redaktør og kulturskribent på flere dagblade og magasiner. Skriver helst om børn, forældreskab og kultur - og alt det, der ligger derimellem. Holder meget af Aarhus og elsker at dele den med min familie.