Lindberg og Gintberg er næste års MGP-værter

Lindberg og Gintberg er næste års MGP-værter

Foto: Agnete Schlichtkrull/DR

Den 17. februar 2018 kulminerer en af årets største fester for landets børnefamilier, når ti MGP-finalister indtager scenen i Gigantium i Aalborg.

Her vil der blive heppet, danset og sunget fra klokken 20, når dette års værter Mette Lindberg og Kristian Gintberg byder op til MGP-fest.

800 indsendte sange
Blandt de godt 800 indsendte bud på vindersange har juryen udvalgt ti finalister.

Og om et par måneder får hele Danmark chancen for at høre dem alle live på DR1 og DR Ultra, når det er MGP-tid.

Værter elsker musik
Værtsparret Mette og Kristian ved om nogen, hvad det vil sige at kreere musik, og begge har haft tonerne inde på livet det meste af deres liv.

Mette Lindberg er selv professionel musiker og sanger med en international karriere, og så var hun en af de tre dommere og mentorer ved sidste års omgang X Factor.

Kristian Gintberg er kendt i de fleste børnene-familier fra blandt andet Lille Nørd og Ramasjang Mysteriet på DR Ramasjang, og også han er sangskriver.

Jul hos Ramajetterne
Senest har han sammen med Jan Rørdam stået bag musikken til Ramajetternes jul, der sendes på DR Ramasjang i december.

Om deres nye fælles musikprojekt som MGP-værter siger de:

“Sangene er skrevet af børnene og afspejler deres egne følelser. Det er unikt og ærligt. Jeg glæder mig ubeskriveligt meget til at være en del af showet sammen med Kristian”, siger Mette Lindberg.

Og medværten bakker op:

“Jeg glæder mig som en lille mis. MGP har altid været helt fantastisk, så at få lov at være ham der præsenterer det, er en kæmpe ære”, siger Kristian Gintberg.

Vejen til MGP
MGP er en konkurrence. Men for børnene er det ikke konkurrenceelementet, der fylder. Det er snarere sammenholdet, venskaberne, arbejdet med sangene og festen, der er i centrum.

Noget af det helt særlige ved MGP er, at finalisterne hepper, danser og synger med på hinandens sange, til trods for, at de er konkurrenter.

Årsagen er, at de i forløbet frem mod showet er blevet venner, og den del af MGP kan man se meget mere af til januar, og hele vejen frem til show-dagen, når serien ”Drømmen om MGP” løber over skærmen på DR Ultra.

 

Mai Lykke
Mai Helene Lykke, redaktør på Kids Aarhus. Mor til en pige på fem år. Tidligere nyhedsjournalist, redaktør og kulturskribent på flere dagblade og magasiner. Skriver helst om børn, forældreskab og kultur - og alt det, der ligger derimellem. Holder meget af Aarhus og elsker at dele den med min familie.