Alarm afblæst! Kvinde forsøgte at lokke dreng med slik ved Virupskolen

Alarm afblæst! Kvinde forsøgte at lokke dreng med slik ved Virupskolen

af -
Foto: Politiet

Opdateret torsdag 16.28: En forælder til et barn på Virupskolen oplyser her til eftermiddag, at det var en kvinde, som havde et barn i skolen, som havde henvendt sig til en elev for at give ham et lift:

“Kære forældre.

Skolen har tidligere i dag udsendt en mail, hvor vi fortalte om en hændelse i morges. En hændelse hvor en dreng fra 4. årgang bliver tilbudt slik og et lift af en dame i en hvid bil.

En mor på skolen har henvendt sig i eftermiddag og fortalt, at hun i morges kom kørende sammen med sin søn fra 2. årgang på vej til skole, og at det var hende som holdt ind og tilbød drengen fra 4. årgang et lift. Hun troede det var en kammerat fra årgangen der var sent på den. Der blev ikke tilbudt slik, men altså et lift ned til skolen. Moren opdagede, da hun holdt ind, at drengen ikke som antaget var fra sønnens årgang, og derfor var hun en “fremmed” dame for drengen på 4. årgang.

Jeg er rigtig glad for, at moren har taget kontakt til os, så vi kan få fortalt ud til alle, at der ikke var tale om en fremmed bil i byen, men en mor, som ville give et lift, men hvor omstændigheder gjorde, at situationen blev mystisk og utryg for drengen på 4. årgang.

Den nye viden er formidlet videre til politiet, og I bedes også fortælle det til jeres børn.

Med venlig hilsen
Helle”.

Forud for dette udsendte Østjyllands Politi tidligere i dag en pressemeddelelse om, at man i dag, kort før klokken 9, fik en anmeldelse om, at en 10-årig dreng var blevet kontaktet tæt på Virupskolen i Hjortshøj af en ukendt kvinde.

Kvinden som tilbød ham et lift og noget slik.

Drengen afslog og løb ind på skolen, hvor han kontaktede en lærer.

Det oplyser Østjyllands Politi, som nu er ved at undersøge, hvad der præcist er sket.

Kvinden beskrives som værende:

  • 45-50 år gammel
  • Brun i huden
  • Brune øjne
  • Iført en brun trøje.
  • Hun var kørende i en lille hvid bil af ukendt mærke med “flad” bagende. Bilen havde dansk nummerplade

Østjyllands Politi hører gerne fra vidner på telefon 114.

Mai Lykke
Mai Helene Lykke, redaktør på Kids Aarhus. Mor til en pige på fem år. Tidligere nyhedsjournalist, redaktør og kulturskribent på flere dagblade og magasiner. Skriver helst om børn, forældreskab og kultur - og alt det, der ligger derimellem. Holder meget af Aarhus og elsker at dele den med min familie.