Kulturmor.dk: 10 hotspots i børnehøjde

Kulturmor.dk: 10 hotspots i børnehøjde

Fotograf: Jens Østergaard

Sådan bruger kulturblogger Trine Wøldiche Aarhus sammen med sin familie.

Trine Wøldiche står bag bloggen kulturmor.dk, som er en blog om kulturelle tilbud, om glæden ved den gode oplevelse og et sted, hvor forældre kan hente inspiration.

“Mit hjerte banker for de gode historier, de veldrejede børnebøger, musikalske teateroplevelser og teaterforestillinger, der får mig til at glemme verden omkring mig”, siger Trine Wøldiche, der er uddannet i Moderne kultur og kulturformidling samt dramaturgi og litteraturvidenskab.

Hun er mor til to, og har blogget på kulturmor.dk siden 2016, skriver anmeldelser i Information, og har tidligere været anmelder for Kultunaut.dk i knapt 10 år.

Hvad er i dine øjne den bedste sommeraktivitet med dine børn?
For os er det ofte de mere simple ting, der er sjovest i længden. Når vejret er varmt nok til det, så er yndlingsbeskæftigelsen herhjemme faktisk at lege i haven. Gerne med havesprinkleren. Mine børn elsker at løbe frem og tilbage gennem vandstrålen. De kunne gøre det i timevis, hvis de fik lov. Og vil vi på tur i sommervarmen, så er loppemarkeder, stranden og Den Gamle By klart blandt favoritudflugtsmålene.

Hvad er yndlings-regnvejrsaktiviteten med dine børn hjemme hos dig?
Hvis humøret er til at blive hjemme, står den gerne på et miks af højtlæsning, Lego-bygning, brætspil og kreative sysler. Indimellem leger vi hjemmebiograf med popcorn og en god film. Ellers smutter vi gerne ned om hjørnet til det lokale bibliotek, hvor vi læser, leger og låner bøger med hjem.

Hvor finder man Aarhus’ bedste legeplads?
Der er jo mange gode legepladser i Aarhus-området. Både børnene og jeg er ret begejstrede for Den Gamle By. For børnenes vedkommende skyldes det blandt andet legepladsen med gammeldags legetøj som stylter og dåsekast. Vi har også netop genopdaget Botanisk have, som er det perfekte sted at lege gemmeleg. Ifm. Aarhus 2017 besøgte vi My Playground i Rådhusparken. Det var et kæmpe hit og vi planlægger at besøge den igen, når den rammer Hadsten til august. På regnvejrsdage, hvor vi trænger til at komme ud af huset, er legelandet i Ikea ret fint. Der kan de voksne drikke kaffe, mens børnene leger.

Hvad er din favorit-børnetøjsbutik i Aarhus?
Vi er så privilegerede at børnenes mormor syr en del af deres tøj. Så kan børnene vælge lige det stof og den model, der gerne vil have. Jeg er desuden ret glad for genbrug og køber derfor en del ting brugt på blandt andet Reshopper, som jo faktisk er en Aarhus-baseret app. Alt det de mangler derudover af basistøj, køber vi som regel i H&M.

Hvilken butik tager du oftest hen i for at købe legetøj til dine børn?
Jeg har de sidste mange år været stor fan af Børnenes magasin i Badstuegade. En helt fantastisk forretning, som desværre lukkede her i maj. Det er noget af et tomrum at udfylde. Men børnene og jeg har heldigvis også fundet en fælles glæde ved at gå på skattejagt på loppemarkeder. Der kan man finde de fineste legesager til små priser.

Hvad er dit bud på den bedste barselscafé i Aarhus?
Begge mine børn er født på Sjælland og vi er først flyttet tilbage til Aarhus siden da. Derfor er jeg ikke super opdateret på barselscafeer i Aarhus. Men da børnene var mindre var vi dog flere gange på Hos Sofies forældre i Frederiksgade, som er et vældigt hyggeligt sted – også med helt små børn.

Hvor tager du oftest familien med ud og spise henne?
Når børnene skal med, tager vi som oftest på Ziggy på Trøjborg. Der får vi caféstemning, god cafemad og et fint udvalg i børnevenlige retter. Jeg kan godt lide stemningen og den afslappede atmosfære. Og da vi bor lige nord for Aarhus er det også lettilgængeligt for os.

Du og din familie skal på udflugt i Aarhusomegnen. Hvor tager I hen?
Hvis vi rigtigt skal på udflugt, så har vi en lille håndfuld steder, som vi skifter lidt imellem. Naturligvis Den Gamle by, som altid er populær herhjemme. Men derudover kommer vi også gerne i Randers regnskov og på Moesgaard. Og i sommerperioden laver vi ofte heldagsture til Djurs Sommerland.

Hvad er efter din mening det mest oversete børnested i Aarhus?
Der er rigtig mange fine børneteatre og børneforestillinger i Aarhus året rundt, som efter min mening tit kommer til at stå lidt i skyggen af store, populære begivenheder som f.eks. Cirkus Summarum eller den nyeste Disney-blockbuster i biograferne. Vi kan selvfølgelig også godt lide at gå i biografen. Især den på Trøjborg. Mine børn går i børnefilmklub der. Og det er et helt fantastisk koncept. 6 weekender, 6 film og masser af hygge til næsten ingen penge.

Hvad mangler vi på børnefronten i Aarhus?
Jeg har egentlig aldrig tænkt, at jeg mangler noget her i Aarhus. Her er skov, strand, caféliv og masser af gode udflugtsmuligheder. Her er teatre, museer, loppemarkeder og fine biblioteker. Jeg er faktisk ret vild med Aarhus!

 

Mai Lykke
Mai Helene Lykke, redaktør på Kids Aarhus. Mor til en pige på fem år. Tidligere nyhedsjournalist, redaktør og kulturskribent på flere dagblade og magasiner. Skriver helst om børn, forældreskab og kultur - og alt det, der ligger derimellem. Holder meget af Aarhus og elsker at dele den med min familie.