Det kan du lave med ungerne i denne weekend

Det kan du lave med ungerne i denne weekend

Foto: Visitaarhus

Weekenden er over os, og for en ganske stor portion mennesker, står den sandsynligvis på kolde øl, øko-mad  og koncerter på Northside.

Northside åbnede allerede fredag, og lukker og slukker først søndag. Du kan sagtens tage afkommet med til festival i dagtimerne, men vi anbefaler, at du læser denne artikel først – og i øvrigt tjekker denne ultimative festivalguide for forældre ud, inden I triller mod Åkrogen.

Der sker også andre ting i byen i denne weekend, og dem bringer vi her en lille guide over:

Name It-børneløbet. Som optakt til Aarhus City Halvmaraton på søndag den 11. juni er der lørdag klokken 11.30-15 børnemotionsløb i Rådhusparken. Her kan ungerne spæne en tur på 1 eller 3 km – og du er velkommen til at løbe med. Der er stadig ledige startnumre, og der er selvfølgelig masser af aktiviteter og hygge i parken i forbindelse med løbet.

Symfoniorkester spiller gratis på stranden. Trænger I til en morgen med ro og hygge, så styr forbi Åkrogen Strand i Risskov. Her er der lørdag de 10. juni klokken 10-12 Mindful Morning med både yoga, surf, tai chi og stand up paddle. Aarhus Symfoniorkester krydrer formiddagen med skønne toner.

Besøg vandbøflerne. Torsdag eftermiddag flyttede fem vandbøfler ind i Geding-Kasted Mose otte km fra Aarhus C. Det er muligt at komme tæt på vandbøflerne, der går frit i mose-området sammen med en flok gallowaykøer. Adgang sker fra parkeringspladsen ved Geding-Kasted Mose (indkørsel fra Kastedvej/Kasted Byvej).

Giga-forestillingen Røde Orm spiller stadig for fulde huse på taget af Moesgaard Museum. Hver aften er der plads til 3500 publikummer i alle aldre. De vil opleve højspændt drama, drabelige slag og magisk underholdning i det helt store format med kæmpe scenografi, vilde kostumer og en vikingehær af medvirkende.

Kig en mammut i øjnene. Har du set en mammut i øjnene? Ellers har du muligheden på Naturhistorisk Museum i Aarhus, hvor udstillingen Istidens kæmper – tilbage til istiden 2 kører frem til efteråret. Der er gratis adgang for børn under 12 år.

Afkøling på Havnepladsen. Uanset om solen brager eller regnen øser, vil I få sjov ud af at besøge det nye springvand, Endless Connection, på Havnepladsen. Springvandet åbner hver morgen klokken 7 og slukker først klokken 23, hvorefter et lysshow, inspireret af stjernehimlen over Aarhus, går i gang. Springvandet skal med sine mange skiftende former invitere til leg, opdagelse og oplevelse.

 

Lopper på Ingerslevs. En tilbagevendende begivenhed i Aarhus er bagagerumsmarkedet på Ingerslevs Plads. Således også denne søndag den 11. juni, hvor loppemarkedet er åbent fra klokken 10-16. Det er Lions, der står bag markedet.

Mai Lykke
Mai Helene Lykke, redaktør på Kids Aarhus. Mor til en pige på fem år. Tidligere nyhedsjournalist, redaktør og kulturskribent på flere dagblade og magasiner. Skriver helst om børn, forældreskab og kultur - og alt det, der ligger derimellem. Holder meget af Aarhus og elsker at dele den med min familie.