Kalas for de unge: Ny festugefestival for de 13-17 årige på Godsbanen

Kalas for de unge: Ny festugefestival for de 13-17 årige på Godsbanen

af -
Illustration: Aarhus Festuge

Aarhus Festuge lancerer en ny festival for de unge i år, oplyser festugen i en pressemeddelelse.

Den hedder kalas, og er for de unge, der elsker at game med deres venner og vil være den næste “dev1ce”.

For dem der skriver deres egne rim og drømmer om at få sine tracks spillet på P3. For dem der er tossede med at tegne og ønsker tips og tricks fra nogle af byens bedste streetartists.

For dem der er vilde med dans, skating eller seje koncerter med nye spændende kunstnere. Og for dem der bare vil snuse lidt til nogle af de spændende aktiviteter.

Godsbanen transformeres
Til Kalas laver Aarhus Festuge området ved Aarhus K/Godsbanen om til et område fyldt med workshops, opvisninger og koncerter for unge i festugen.

Kalas byder blandt andet indenfor til rapworkshop med Rap Akademiet, streetartworkshop, danseworkshops med Planum, opvisning med Black Top Team, skateworkshop og showcase med nogle af de bedste streetartkunstnere i verden med Galleri Grisk.

Adnan

På Radar er der koncert med Adnan (billedet, red.), Marcello, JJ Paulo og Don x Lee x Barber, der nævnes som det danske svar på Migos.

Gamingen endevendes
Tirsdag aften er sat af til en omfattende talk om e-sport, hvor gaming og dets betydning bliver endevendt.

Hvad kræver det for at kunne leve af det, og er det så farligt at gå efter? Har forældrene ret i deres bekymringer, eller skal de se muligheder i gaming frem for begrænsninger?

Og hvilke pædagogiske overvejelser gør skoler og institutioner sig, når de bringer gaming ind i skoledagen?

Til samtalen kan du møde den tidligere professionelle gamer Carsten Petersen med gamer-aliaset zarGoth, filosof og foredragsholder med speciale i computerspil Christian Mogensen samt underviser på e­sportslinjen på Femmøller Efterskole Kasper Stroustrup Pedersen.

Kalas foregår på Godsbanen/Aarhus K, Skovgaardsgade 3, 8000 Aarhus C. Billetter til diverse arrangementer i forbindelse med Kalas kan købes på aaf.billeten.dk

Se aarhusfestuge.dk/kalas for det nærmere program.

Der er begrænset plads til arrangementerne

 

Mai Lykke
Mai Helene Lykke, redaktør på Kids Aarhus. Mor til en pige på fem år. Tidligere nyhedsjournalist, redaktør og kulturskribent på flere dagblade og magasiner. Skriver helst om børn, forældreskab og kultur - og alt det, der ligger derimellem. Holder meget af Aarhus og elsker at dele den med min familie.