Ny dansk julefilm får Martin Buch og Mia Lyhne i hovedrollerne

Ny dansk julefilm får Martin Buch og Mia Lyhne i hovedrollerne

af -
Foto: Per Arnesen

Holdet bag den store publikumssucces “Emma & Julemanden” og TV2-julekalenderne “Ludvig & Julemanden” og “Tvillingerne & Julemanden” har startet optagelserne til et nyt stort anlagt juleeventyr for hele familien, “Julemandens datter”.

Filmen får premiere i biografer landet over op til jul næste år.

Optagelser er startet
Filmholdet fra aarhusianske Deluca Film, som holder til i Filmbyen i Aarhus, har allerede indtaget Viborg og omegn.

Byen lægger de næste seks uger kulisser til et magisk juleunivers med kaneflyvning, hæsblæsende biljagter og julemandsbørn fra hele verden.

Actionfyldt julefilm
“Vi glæder os meget til at kunne præsentere en ny humoristisk og action-fyldt julefilm for hele familien”.

“Denne gang dykker vi ned i fortællingen om julemandens datter, der vil bryde med eksisterende traditioner og normer, og bevise at piger kan blive ligeså gode julemænd som drenge”, siger Morten Rasmussen, direktør og producer i Deluca film,.

Buch og Lyhne er med
“Julemandens datter” instrueres af Christian Dyekjær, der tidligere har instrueret “Fuglejagten” og “Spillets regler”. Han er netop nu er aktuel med den anmelderroste biograffilm “Fantasten”.

I rollen som hele Danmarks julemand, Julius, har Deluca Film sikret sig komiker og skuespiller Martin Buch, mens julemandens kone Claudia spilles af Mia Lyhne.

Stjerneskud på film
I hovedrollen som julemandens datter, Lucia, debuterer det blot 11-årige stjerneskud Ella Testa Kusk, der spiller overfor 10-årige Peter Sejer Winther, der får sin skuespillerdebut med rollen som menneskebarnet Albert.

Desuden består rollelisten af Mette Horn, Nicolai Kopernikus, Ulf Pilgaard, Kristian Halken m.fl.

Filmen er tilladt for alle, men frarådes til børn under 7 år.

“Julemandens datter” får dansk biografpremiere i hele landet den 8. november 2018.

Mai Lykke
Mai Helene Lykke, redaktør på Kids Aarhus. Mor til en pige på fem år. Tidligere nyhedsjournalist, redaktør og kulturskribent på flere dagblade og magasiner. Skriver helst om børn, forældreskab og kultur - og alt det, der ligger derimellem. Holder meget af Aarhus og elsker at dele den med min familie.