Jubel i Solbjerg: Nu kommer cykelstien endelig

Jubel i Solbjerg: Nu kommer cykelstien endelig

Foto: Aarhus Kommune

I morgen begynder arbejdet med den syv kilometer lange cykelsti mellem Solbjerg og Malling endelig.

Hermed er fire års kamp for borgerne i Malling og Solbjerg (og de små landsbyer herimellem) ved at være slut.

Tryg skolevej
“Det er en stor sejr for vores lille område, at vores børn omsider kan cykle trygt til skole. Det giver også en meget større frihed, når de skal hjem eller have venner på besøg, siger Kirsten Louise Laursen, der er talsmand for den lokale initiativgruppe, SOS Cykelsti.

Stort ønske
Cykelstien mellem Solbjerg og Malling har længe været et stort ønske fra borgerne, da der er et stort behov for, at skolebørn får en sikrere vej til skole, hvor de kan køre på egen sti.

Initiativet har kæmpet for cykelstien de seneste fire år, og gruppens hidtidige højdepunkt kom sidste år, hvor cykelstien kom med på kommunens budget for 2017.

Og nu følger altså endnu et højdepunkt i morgen, hvor repræsentanter fra SOS Cykelsti, børn fra Solbjergskolen og rådmand for Teknik og Miljø, Kristian Würtz, tager første spadestik til den nye cykelsti.

Det sker klokken 12.15 på Østergårdsvej overfor Astrup Kirke.

Første del af cykelstien forventes færdig til skolernes motionsdag, der ligger fredag før efterårsferien.

Tidsplanen for den sidste del fra Ask til Malling er endnu ikke helt på plads.

Mai Lykke
Mai Helene Lykke, redaktør på Kids Aarhus. Mor til en pige på fem år. Tidligere nyhedsjournalist, redaktør og kulturskribent på flere dagblade og magasiner. Skriver helst om børn, forældreskab og kultur - og alt det, der ligger derimellem. Holder meget af Aarhus og elsker at dele den med min familie.