Hver anden småbørnsforælder bruger for lidt solcreme

Hver anden småbørnsforælder bruger for lidt solcreme

Foto: Pixabay

Én krop, én håndfuld.

40 ml. til en voksenkrop og 20 ml. til et barn.

Sådan lyder Sundhedsstyrelsens anbefalinger for, hvor meget solcreme, danskerne bør anvende for at være optimalt beskyttet.

Alligevel bruger kun halvdelen af forældre med børn i enten dagpleje, vuggestue eller børnehave nok solcreme.

Det viser en ny undersøgelsen foretaget af Epinion for Børneulykkesfonden og Derma blandt 1031 forældre.

De tre solråd:

  • Skygge
  • Solhat
  • Solcreme

For lidt beskytter mindre
”Hvis man smører for lidt solcreme på, beskytter den langt mindre, end det, som faktortallet lover. Bruger du for eksempel en fjerdedel af den anbefalede mængde solcreme faktor 15, giver den kun beskyttelse svarende til en faktor 2, siger Connie Mørch, Kvalitetschef i DermaPharm A/S, som står bag Derma Sun.

Hun pointerer, at man, for at forebygge solskoldninger, skal smøre med rigelige mængder solcreme.

Foto: Pixabay

Skoldede børnekinder
Undersøgelsen viser, at det oftest er de hjemlige himmelstrøg, som giver anledning til solskoldning for børnene.

Hvis man spørger de danske småforældre, har næsten hver tiende nemlig oplevet, at deres barn er blevet skoldet om sommeren i Danmark.

Til sammenligning har kun halvdelen oplevet, at barnet er blevet det på solferie i udlandet i sommerhalvåret.

Glemmer at smøre
Solskoldningerne skal måske ses i lyset af, at 27 procent af forældre med børn i denne målgruppe ”ofte” eller ”af og til” undlader at smøre børne ind, selvom UV-indekset er over 3 i Danmark.

Den primære årsag er, at forældrene glemmer det, viser undersøgelsen.

Dermas Connie Mørch henviser til, at forældre altid kan tjekke dagens UV-indeks på DMI’s hjemmeside eller ved at hente den gratis app ”UV-INDEKS”.

Mai Lykke
Mai Helene Lykke, redaktør på Kids Aarhus. Mor til en pige på fem år. Tidligere nyhedsjournalist, redaktør og kulturskribent på flere dagblade og magasiner. Skriver helst om børn, forældreskab og kultur - og alt det, der ligger derimellem. Holder meget af Aarhus og elsker at dele den med min familie.