Danmarks første børneoperafestival skydes i gang på lørdag

Danmarks første børneoperafestival skydes i gang på lørdag

Foto: GrowOP! Festival

Lørdag den 11. november åbner GrowOP! Festival – Danmarks første operafestival for børn på DOKK1 her i Aarhus.

Festivalen er den første af sin slags nogensinde i Danmark, og den byder frem til 26. november på både nationale og internationale forestillinger skræddersyet til børn fra 0-12 år.

Første festiva for børn
“Børn har ret til et varieret og rigt udbud af kunstoplevelser, og opera kan så meget – også for børn”.

”Udbuddet er dog ofte for lille til at de ret ofte møder operaens magiske verden. Der findes ikke nogen andre større operafestivaler specifikt skabt til børn og unge på europæisk eller verdensplan, men det ønsker vi at lave om på med GrowOP! Festival”, siger siger Birgitte Holt Nielsen, der er projektleder og børneoperaproducent ved Den Jyske Opera.

 

Opera er også for børn
Det er Den Jyske Opera, der som projektleder i samarbejde med Figura Ensemble, Børnekulturhuset og Operaen i Midten står bag initiativet.

Festivalen er en del af Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017.

Og hvis der var nogen, der gik og troede, at opera kun var for gamle mennesker, så kan de godt tro som igen, for opera er bestemt også for børn.

”Opera er for alle. Der er ikke noget mystisk eller kompliceret ved det, men vi skal møde publikum i øjenhøjde, og det er netop det, denne festival giver os muligheden for”, siger operachef for Den Jyske Opera, Philipp Kochheim.

Han fortæller, at man med GropOP har skabt de helt rigtige rammer for børnenes rejse ind i operaens verden.

Både for små og store
Hvad end man er nybagte forældre, har børn der nærmer sig teenagealderen, eller er midt imellem, har festivalen en forestilling, der specifikt er målrettet aldersgruppen.

Derfor er der også både plads til sjov og leg for de mindste, mens de lidt ældre børn kan opleve mere udfordrende emner, hvor familierelationer ikke kun er nemme og idylliske.

Gratis åbningsforestilling
Festivalen skydes i gang med “New Beginnings” – en forestilling med unge sangtalenter skabt i tæt samarbejde mellem Den Jyske Operas TalentU og Opera Norths Youth Choir fra Leeds.

“New Beginnings” handler om alt det nye, der opstår i fremtiden af og sammen med fortid og nutid. Forestillingen og den officielle åbning af festivalen finder sted på DOKK1 i Aarhus lørdag den 10. november klokken 13-15.

Den er gratis og åben for alle.

Herefter udfolder festivalen sig i Aarhus og rejser efterfølgende videre rundt til de andre værtsbyer i regionen.

I alt byder GrowOP! på mere 40 opførelser i løbet af de 15 dage festivalen varer.

Billetter kan købes her.

  • Fakta om GrowOP! Festival
    GrowOP! Festival kan opleves fra 11. -26. november 2017 i Aarhus, Herning, Samsø, Ikast, Struer og Holstebro.
  • GrowOP! er et partnerskabsprojekt mellem Den Jyske Opera, Operaen i Midten, Figura Ensemble og Børnekulturhuset – med Den Jyske Opera som projektleder.
  • Festivalen er et strategisk projekt i Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017 og indgik i den ansøgning, som vandt Aarhus titlen.
  • Festivalen har også indslag for voksne i form af inspirationsseminarer for pædagoger, kulturaktører m.m.
  • Festivalen vender tilbage i 2019 og skal fremover være en biennal festival med forankring hos Den Jyske Opera.
  • GrowOP! Festival er Den Jyske Operas tredje store begivenhed i samarbejde med Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017, som også har budt på urpremieren på operaen ’Brødre’ og Danmarkspremieren på ungdomsforestillingen ’Intet’.

 

Mai Lykke
Mai Helene Lykke, redaktør på Kids Aarhus. Mor til en pige på fem år. Tidligere nyhedsjournalist, redaktør og kulturskribent på flere dagblade og magasiner. Skriver helst om børn, forældreskab og kultur - og alt det, der ligger derimellem. Holder meget af Aarhus og elsker at dele den med min familie.