Gravid i sommervarmen? Sådan kan du nyde strandturen

Gravid i sommervarmen? Sådan kan du nyde strandturen

Foto: Pixabay

Sommervarmen er ekstra hård, når man er højgravid, tyk som en hval, maven er tung og benene er hævede.

Men der er hjælp at hente her i sommervarmen – og den er endda helt gratis, og supernem at få i disse dage, hvor solen varmer og stranden lokker.

I denne video guider fysioterapeut og pilatesinstruktør Birgitte Bjøreng fra Bjørengklinik dig til, hvordan du som gravid kan ligge godt på stranden – og samtidig få aflastet den trætte forside af kroppen helt gratis.

“I sommervarmen er det jo godt, at vi har stranden og sandet. Så sus ned og grav huller – eller få din kæreste til det. Og så er det jo bare at lægge sig ned, og have en fantatisk dag”, siger fysioterapeuten, der i sin klinik blandt andet tilbyder gravidmassage, fysioterapi for gravide og pilateshold for både før- og efterfødsel.

Her oplever hun ofte, at de gravide har en stor trang til at ligge på maven.

“Når vi får de gravide til gravidmassage på vores briks, som har huller til mave og til bryst, er bare det, at de kan ligge på maven, nok, og så kan massagen næsten være ligemeget”, fortæller Birgitte Bjøreng, der i videoen viser, hvordan man kan grave huller i sandet, så mave og bryster kan få sig en tiltrængt slapper.

Magasinet Vores Børn har lavet en guide til, hvordan du som gravid klarer sommervarmen – her er rådene blandt andet:

  • Solbadning som normalt, men brug din sunde fornuft og undgå at blive overophedet
  • Din hud kan være ekstra følsom, når du er gravid – det er derfor ekstra vigtigt at huske den høje solfaktor
  • Mange gravide oplever vand i kroppen – læg dig med benene op, eller snup dig en svalende dukkert i poolen eller havet

 

Mai Lykke
Mai Helene Lykke, redaktør på Kids Aarhus. Mor til en pige på fem år. Tidligere nyhedsjournalist, redaktør og kulturskribent på flere dagblade og magasiner. Skriver helst om børn, forældreskab og kultur - og alt det, der ligger derimellem. Holder meget af Aarhus og elsker at dele den med min familie.