Til glæde for store og små: Nyt multihus på vej i Hjortshøj

Til glæde for store og små: Nyt multihus på vej i Hjortshøj

Illustration: Multihus Hjortshøj

Et længe næret ønske om at skabe et nyt multihus i Hjortshøj med faciliteter til både skole-, fritids- og idrætsliv ser nu ud til at blive en realitet.

Aarhus Kommune har sammen den lokale borgergruppe bag multihus-projektet fundet en løsning på en fælles finansiering af byggeriet.

Det oplyser kommunen i en pressemeddelelse.

Bedre idrætsmuligheder
Multihuset skal bygges i forbindelse med Virupskolen, der kan bruge faciliteterne i skoletiden, mens fritids- og foreningslivet kan bruge dem på andre tidspunkter af døgnet.

”Det har været et stort og vedvarende ønske at få bedre idrætsmuligheder i Hjortshøj til skole og fritid, og jeg glæder mig på lokalområdets vegne over, at pengene kan findes. Det styrker det lokale sammenhold, at skole, fritids- og foreningsliv arbejder tæt sammen,” siger Bünyamin Simsek, rådmand for Børn og Unge.

Stærkt engagement
Også Rabih Azad-Ahmad, rådmand for Kultur- og Borgerservice, glæder sig over løsningen.

”Aarhus er i konstant vækst. Det er vigtigt at vi sikrer at vores idrætsfaciliteter følger med udviklingen. Multihuset i Hjortshøj er et skridt på vejen og et godt eksempel på, hvordan vi når længere i fællesskab og med et stærkt lokalt engagement i sagen,” siger Rabih Azad-Ahmad.

Kæmpe løft for Hjortshøj
Talsmand for borgergruppen bag multihuset Bjarne Bendtsen glæder sig:

”Projektet betyder et kæmpe løft for Hjortshøj, og vi er selvfølgelig glade for, at der nu endelig er fundet en samlet løsning. Vi har arbejdet målrettet for det længe, vi har brug for det, og jeg ser virkelig frem til at se forslaget endelig vedtaget i byrådet,” siger Bjarne Bendtsen.

Aarhus Byråd forventes i løbet af efteråret at godkende projektet i et konkret forslag om at stille kommunegaranti for borgergruppens byggelån.

  • Borgergruppen bag multihuset forventer, at multihuset vil koste omkring 25 millioner kroner at bygge.
  • Heraf dækkes fire millioner kroner af af tilskud fra salg af Vejlby Skole, tilskud fra Børn og Unge på 5,7 millioner kroner, og tilskud fra Kultur og Borgerservices anlægspulje til idrætsbyggeri på 1,8 millioner kroner.
  • Resten af udgifterne dækkes af de midler Borgergruppen bag multihuset har indsamlet, og et kommende lån på baggrund af den forventede kommunegaranti fra Aarhus Byråd.

 

Mai Lykke
Mai Helene Lykke, redaktør på Kids Aarhus. Mor til en pige på fem år. Tidligere nyhedsjournalist, redaktør og kulturskribent på flere dagblade og magasiner. Skriver helst om børn, forældreskab og kultur - og alt det, der ligger derimellem. Holder meget af Aarhus og elsker at dele den med min familie.