Fremtidens legeplads kommer til Aarhus

Fremtidens legeplads kommer til Aarhus

Foto: Pixabay Images

Mobil legeplads inviterer til fri leg og kreativitet i 2017.

Når Aarhus i 2017 skal være Europæisk Kulturhovedstad, vil man kunne få sig én på opleveren. Det gælder ikke mindst børnene, der har udsigt til kreativ leg. Watch out, fremtidens legeplads kommer til Aarhus!

My Playground er navnet på en innovativ, mobil legeplads, der igennem hele 2017 vil blive sat op i en række udvalgte byer i Region Midtjylland, heriblandt i Aarhus. Legepladsen inviterer til fri leg og er designet til at stimulere børnene til at udforske deres egen kreativitet og fysiske grænser.

To vigtige projekter
My Playground er et ud af to projekter, som søsættes med hjælp fra Nordea-fondens støtte på i alt 10,5 millioner kroner. Sammen med projektet Aarhus Moves, som er en stor danseforestilling udført af ti professionelle dansere og 200 borgere fra Region Midtjylland, skal My Playground være med til at udfordre børn og voksne i leg og bevægelse.

De to projekter er vigtige realiseringer for Aarhus 2017:

”Jeg kan ikke vente med at se, hvordan både Aarhus Moves og My Playground kommer til at inspirere børn og voksne til at genopdage legen og dansen som en fysisk og kreativ aktivitet – og ikke mindst, hvordan disse to projekter kan bidrage til at skabe endnu mere livsglæde og vitalitet i vores byrum,” lyder det fra administrerende direktør for Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017, Rebecca Matthews i Lokalavisen Aarhus.

Det vides endnu ikke, hvor i Aarhus børnene skal søge hen for at finde My Playground.

Læs mere om de to projekter her. Og om Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017 her.

Marie Larsen
Journalist på Kids Aarhus. Det fynske hjerte banker for den jyske hovedstad, som har været hjembyen siden 2010. Bruger størstedelen af tiden på at udforske Aarhus’ ekspanderende kulturliv og at anlægge grønne fingre i kolonihaven. Har en bachelorgrad i tysk sprog, kultur og litteratur og en kandidatgrad i nordisk sprog og litteratur fra Aarhus Universitet.