Frække mus på skolebænken

Frække mus på skolebænken

Frøken Cirkeline får svært ved at holde styr på de små musebanditter i den nye forestilling. Foto: Musikhuset Aarhus

Alle kender de små mus Frederik og Ingolf. De er søde, men også lidt frække. Og dét får Cirkeline sit hyr med i den nye musikforestilling ”Cirkelines Museskole” den 21. oktober.

Alle familier er inviteret til sjov, ballade og magi, når Musikhuset Aarhus slipper de frække mus løs på de skrå brædder.

Og mange vil nikke genkendende til livet i den lille musefamilie, der faktisk ikke er så forskelligt fra menneskefamiliers. Man står tidligt op, smører madpakker, og de små børn skal i skole. Hver dag. Også selvom de hellere vil lave skæg og narrestreger.

Da frøken Cirkeline ikke kan få Frederik og Ingolf til at makke ret i klasselokalet, tager hun en rask beslutning. De tager ud i skoven for at få lidt lærdom ind i knolden på en anden måde. Her møder de en helt anden verden: smukke blomster, giftige planter, alfer og en lille trold med et problem.

Vi kan næsten ikke vente med at hilse på de søde mus i den musikalske forestilling, som er produceret af Søholm Park Teatret. Den er især for børn i alderen 3-9 år og varer 50 minutter.
Billetter kan købes her og koster fra 115-195 kr.

Stina Askholm Hansen
Journalist på Kids Aarhus. Aarhusianer på trettende år og mangeårig fan af rejser, oplevelser og hygge, som sjovt nok altid ender med at tømme pengepungen. Snuser ofte rundt i byens gader efter nye hyggelige steder - især i Latinerkvarteret. Er uddannet i virksomhedskommunikation og arbejder freelance som skribent og kommunikatør.