Hammel Neurocenter får Familiehus til forældre og søskende

Hammel Neurocenter får Familiehus til forældre og søskende

af -
Foto: Agata Lenczewska-Madsen, Hospitalsenhed Midt

Et nyt familiehus ved Hammel Neurocenter bliver nu en realitet på baggrund af en donation på 25,5 millioner kroner fra TrygFonden.

Det nye familiehus har fået navnet TrygFondens Familiehus Hammel Neurocenter og skal fungere som en hjemlig base for forældre og søskende til børn, der er indlagt til rehabilitering som følge af en hjerneskade.

Base for familier
“TrygFonden har givet en stor og flot donation, der betyder, at vi med det nye familiehus kan tilbyde gode og tidssvarende forhold for familier til indlagte børn”.

“Indlæggelsen kan gøre det svært at få familielivet til at hænge sammen. Derfor er det vigtigt, at der er mulighed for overnatning og en midlertidig base for familierne, der indgår aktivt i behandlingsforløbene”, siger Hanne Roed (R), 1. næstformand i Region Midtjylland, på vegne af regionsrådet.

Sårbar situation
“Familiehuset skal være et sted, hvor forældre, søskende og det indlagte barn kan være sammen og finde styrke på et kritisk tidspunkt i deres liv”.

“Man står som familie i en yderst sårbar situation, når et barn i familien bliver alvorligt skadet. Familiehuset skal være et sted, hvor man kan mødes og dele erfaringer med andre i samme situation og få ro og tryghed, siger Trine Heidemann, underdirektør i TrygFonden.

Oase under indlæggelsen
Det nye 600 kvadratmeter store familiehus ved Hammel Neurocenter skal være en oase og et åndehul fra det kliniske hospitalsmiljø for familier til indlagte børn og unge.

Her bliver der plads til at pleje familielivet med leg, afslapning, motion, musik og lignende.

Patienterne på Hammel Neurocenter kommer fra hele landet for at få den højtspecialiserede neurorehabilitering, som man kun kan få to steder i Danmark, nemlig på neurocentret i Hammel og på Hvidovre Hospital.

  • Det nye familiehus forventes at stå færdigt i midten af 2018.
  • Det er anden gang, at TrygFonden donerer penge til opførslen af et familiehus.
  • Det første familiehus ligger ved Aarhus Universitetshospital i Skejby.

Plads til otte familier
TrygFondens Familiehus Hammel Neurocenter kommer til at bestå af otte lejligheder på 25-30 kvadratmeter, der bliver fordelt på soveværelse, opholdsrum, badeværelse og en terrasse.

Herudover kommer huset til at indeholde tre store fælles køkkener, fælles opholdsstuer og legerum.

I centrum af huset bliver der anlagt en skærmet gårdhave. Der bliver ligeledes anlagt en udendørs legeplads og et udendørs stillerum.

Det er C. C. Contrator, Cubo Arkitekter og Midtconsult, der skal bygge familiehuset i Hammel.

Det første spadestik til byggeriet af det nye familiehus bliver taget fredag den 12. januar klokken 13. Det foregår på Urbakkevej 6, 8450 Hammel.

Mai Lykke
Mai Helene Lykke, redaktør på Kids Aarhus. Mor til en pige på fem år. Tidligere nyhedsjournalist, redaktør og kulturskribent på flere dagblade og magasiner. Skriver helst om børn, forældreskab og kultur - og alt det, der ligger derimellem. Holder meget af Aarhus og elsker at dele den med min familie.