Flying Superkids og Hummel lancerer tøjkollektion

Flying Superkids og Hummel lancerer tøjkollektion

Foto: Hummel

For første gang nogensinde lancerer Flying Superkids og Hummel i år en hel kollektion af træningstøj til børn sammen.

Kollektionen består af hættetrøje, t-shirt, shorts og tights. Tøjet er lavet, så man kan bevæge sig, og lave de vildeste mooves og tricks i det, og det er ikke kun meningen, at kollektionen skal bruges af gymnaster.

”En af vores værdier hos Flying Superkids er, at vi gerne vil have flere børn og unge til at dyrke mere motion og sport, så kollektionen er til alle sportsgrene, for det essentielle for os er bare, at tøjet kan bruges til at bevæge sig i og være aktive i”, siger Søren Stoklund, der er administrerende direktør hos Flying Superkids.

Stor efterspørgsel
Flying Superkids og Hummel har arbejdet sammen om træningstøj de sidste fem år.

Først med en kollektion af gymnastikdragter, og de sidste tre år har de to danske brands sammen produceret en Flying Superkids t-shirt.

Og her i maj udkom så den lidt større kollektion, bestående af fire forskellige styles. Og de er allerede blevet rigtig godt modtaget.

”Vi oplever en kæmpe efterspørgsel. Folk er helt vilde med det her tøj, siger Søren Stoklund.

Tøjet kan kun købes online på Hummels hjemmeside og i foreningens egen bod på aktivitetspladsen før og efter Flying Superkids show.

Flying Superkids, der er en almennyttig forening med 550 medlemmer, fylder 50 år i år.

Supergymnasterne kommer også til hjembyen Aarhus og optræder i år. Det sker fra den 18.-26. august med en række shows på den store plads bag Bilka i Tilst.

Mai Lykke
Mai Helene Lykke, redaktør på Kids Aarhus. Mor til en pige på fem år. Tidligere nyhedsjournalist, redaktør og kulturskribent på flere dagblade og magasiner. Skriver helst om børn, forældreskab og kultur - og alt det, der ligger derimellem. Holder meget af Aarhus og elsker at dele den med min familie.