Fire Aarhus-institutioner åbner for aftenpasning

Fire Aarhus-institutioner åbner for aftenpasning

Foto: Pixabay Images

Forlængede åbningstider skal gøre børnepasningen mere fleksibel i Aarhus.

Det kan det godt være lidt af et mysterium at få den travle hverdag, med arbejde og børn, til at gå op. Derfor igangsætter Aarhus Kommune pr. 1. januar 2017 et nyt projekt, som skal gøre familielivet lettere. Projektet går ud på at forlænge åbningstiden i fire forskellige aarhusianske dagtilbud.

“Jeg arbejder hele tiden for at skabe de bedste vilkår for børnefamilierne i Aarhus. En måde er at tilbyde kommunale pasningsmuligheder, som passer sammen med et moderne familieliv,” siger børn- og ungerådmand, Bünyamin Simsek, til Aarhus Stiftstidende.

Der er i forvejen to børnepasningstilbud med udvidet åbningstid i Aarhus. Det er henholdsvis Børnely i Aarhus midtby og Gadekæret i Vejlby. De fire institutioner i projektet skal supplere de to.

Tilbuddet skal være for alle
De fire institutioner, som er med i projektet, ligger geografisk spredt, så tilbuddet er aktuelt for så mange som muligt. I første omgang kører forsøget i år 2017 og 2018, og derefter vurderes det hvordan det i fremtiden skal se ud.

Med i projektet er:

  • Hurlumhejhuset i Lystrup, som får åbent kl. 6-20.
  • Børnehuset Stenvej i Højbjerg, som får åbent kl. 6.30-19.
  • Børnehuset Klodshans i Brabrand, som får åbent kl. 6.30-19 (fredag til 18).
  • Drivhuset i Aarhus N, som får åbent kl. 6.30-22

Interesserede forældre kan ansøge om en plads i en af de fire institutioner her.