Festugechef: Vi lemper ikke på kvaliteten af arrangementer, fordi de er til...

Festugechef: Vi lemper ikke på kvaliteten af arrangementer, fordi de er til børn

Foto: Aarhus Festuge

Aarhus Festuge er lige på trapperne.

Festugen starter på fredag den 31. august, og varer til og med søndag den 9. september.

Og allerede fra på fredag klokken 10 starter festugen for børnene med uofficiel festugeåbning med Skrallebumbumbang i Mølleparken.

Og herfra kører det med både de klassiske events som minitog, ansigtsmaling og hoppeborg i Musikhusparken og Rådhusparken, og et væld af kulturelle indslag som skattejagt, hatteteater, trægeder, gakkede gangbroer og Ramasjang redder bierne.

Kids Aarhus har bedt Rikke Øxner, der er direktør for festugen, om at sætte ord på dette års program for børn.

“Akkurat som deres voksne, skal børn have mulighed for at udforske og blive fascineret af kunsten og kulturen i Festugen, så vi lemper absolut ikke på kvaliteten af arrangementer, fordi de er til børn. Der skal også bygges bro mellem forskellige genrer og oplevelser. Det skal bare ske i øjenhøjde med børnene.  Heldigvis har børn en nysgerrighed og fantasi, vi andre kun kan drømme om, og det gør det enormt taknemmeligt at arbejde med”, siger Rikke Øxner.

LÆS OGSÅ: Gengangere og nyskabelser: Programmet for Aarhus Festuge er offentliggjort

Foto: Camilla Winther / Aarhus Festuge

Hun vil gerne fremhæve Det Kongelige Teaters “Nattergalen” (som desværre er udsolgt, red.) som i dette års program.

“Nattergalen” forener klassisk opera med historiefortælling og humor og bygger netop bro mellem en traditionel genre og et nyt publikum. Ellers kan jeg anbefale en tur i Byparken, hvor der hver dag er et væld af aktiviteter. Hatteteater, omvandrende “skyer”” kreative værksteder eller en tur til Aarhus Streetart Festival, hvor der bliver malet streetart i stort format med pangfarver og vilde motiver”, siger Rikke Øxner.

Se det fulde program for festugen ved at klikke her. 

Mai Lykke
Mai Helene Lykke, redaktør på Kids Aarhus. Mor til en pige på fem år. Tidligere nyhedsjournalist, redaktør og kulturskribent på flere dagblade og magasiner. Skriver helst om børn, forældreskab og kultur - og alt det, der ligger derimellem. Holder meget af Aarhus og elsker at dele den med min familie.