Freddy og Fantasine hjælper: Bog gør hverdagen med børn til en leg

Freddy og Fantasine hjælper: Bog gør hverdagen med børn til en leg

Foto: Fantasine

Tænk, hvis børnene sagde “jubii, vi skal have broccolitræer” eller “skal vi ikke lege nattøjsleg?”.

Hvis kedelige pligter blev forvandlet til familiefavoritter, hvor det lige pludselig blev skægt at rydde op, at få børstet tænder og at komme ud ad døren om morgenen?

Det bliver måske lidt lettere nu med den nye bog “Freddy & Fantasine på nullermandssafari”, som forsøger at skabe et fælles sprog for børn og voksne.

“Freddy & Fantasine på nullermandssafari” inspirerer børnefamilier til at inddrage børnene i hverdagens gøremål med leg og fantasi, så hverdagen bliver uden konflikter og skældud”, siger Malene Borum Pedersen, der er mor til tre, artdirector – og ikke mindst forfatter til bogen og stifter af Forlaget Fantasine.

Foto: Fantasine

Bogens remser er skrevet, så de stimulerer barnets fantasi og legelyst. Derudover er der forældrefif til alle hverdagssituationer, så de voksne husker at lege med.

Idéen bag Fantasine
Forfatter og stifter af Fantasine-universet, Malene Borum Pedersen, oplevede, hvordan en simpel lille leg forvandlede frustration og konflikt til en hyggestund, da hun skulle børste tænder på sin knap to-årige datter.

Den legende tilgang sparede familien for mange konflikter, og snart blev tandbørstelegen til flere hverdagslege, der flyttede børnene fra vil IKKE til vil GERNE.

“Der sker noget magisk, når vi leger læring ind på børnenes præmisser. Anerkendelsen sker i handlingen. Således kan forældre lære deres børn nogle af de vigtigste værdier i livet, samtidig med at de udvikler et højt selvværd”, siger Malene Borum Pedersen, der bor i Viby med sin familie.

Foto: Fantasine

Sådan bruges bogen
Bogen egner sig som godnatlæsning eller til at sætte positivt fokus på det, der er svært lige nu.

Hvis spisesituationen, det at komme i tøjet eller at få vasket hår ofte ender i konflikt, kan hele familien lade sig inspirere af Freddy, Fantasine og deres mor og far.

Hvordan klarer de mon den?

Også en opslagsbog
Ud over at være en sjov højtlæsningsbog, er bogen et opslagsværk til forældre og voksne, der beskæftiger sig med børn.

“Bogens lege og metoder kan bruges til, på en god måde, at inddrage børnene i familiens gøremål, så alle får en vigtig rolle”, siger Malene Borum Pedersen.

Bogen vækker begejstring hos familievejleder Lola Jensen, som i bogens forord skriver: “Hurra for den her tilgang til børneuniverset”.

Foto: Fantasine

Bogen udkommer den 21. august, og er grundstenen i børneuniverset “Fantasine”.

Den kan købes på Fantasines egen hjemmeside, hvor der også er plakater, stickers og kort fra Fantasines-univers.

Mai Lykke
Mai Helene Lykke, redaktør på Kids Aarhus. Mor til en pige på fem år. Tidligere nyhedsjournalist, redaktør og kulturskribent på flere dagblade og magasiner. Skriver helst om børn, forældreskab og kultur - og alt det, der ligger derimellem. Holder meget af Aarhus og elsker at dele den med min familie.