Foto: Pixabay

Efterårsferien nærmer sig med hastige skridt – og det betyder en skøn uge med masser af tid til at gå på oplevelse i og omkring Aarhus.

Vi har lavet en efterårsferieguide til dig med masser af input til en skøn ferie i efterårets tegn.

NB! Guiden opdateres løbende, og hvis du har arrangementer, du gerne vil have med, så send dem til info@kidsaarhus.dk

Dino-dage i Storcenter Nord
Besøg den spændende udstilling med 10 livagtige dinosaurer og bliv klogere på de store fortidskæmper, når I læser jer igennem udstillingen. Til børnene er der et aktivitetshæfte med spændende beskrivelser af dinosaurerne og sjove dino-opgaver. I efterårsferien fra den 12.-21. oktober klokken 11-16 har alle børn mulighed for at komme på skattejagt, når de skal hjælpe Forsker Fingernem med at finde de skjulte fossiler.

Dino-dage i Storcenter Nord fra 3. til 21. oktober (gratis)

Foto: Pixabay

Aarhus Skøjtehal holder åbent alle dage i efterårsferien
Der er god mulighed for at komme på glatis i efterårsferien for Aarhus Skøjtehal holder åben alle dage i ferien. Tag hele familien med til en sjov og hyggelig dag med fuld fart. Tip: Husk varmt tøj. Se åbningstider på skøjtehallens hjemmeside.

Aarhus Skøjtehal, Gøteborg Allé 9, 8200 Aarhus, Priser fra 25 kroner (børn under 4 år gratis). Der betales ekstra for leje af skøjter

Hygge og krea hos miniKUNSTEN
Nystartede kreativitet hyggehus, miniKUNSTEN i Mundelstrup holder efterårsferieugen igennem åbent i det lille, gule hus, hvor der er åbent i både cafe, sansehave og de to værksteder, hvor børn og deres voksne kan finde roen og hyggen i de mange kreative muligheder, som miniKUNSTEN tilbyder. Se FB-side for udførligt program for efterårsferien.

miniKUNSTEN, Fårupvej 6, Mundelstrup, 8471 Sabro

Foto: Pixabay

Oplev daglige dissektioner af vilde dyr på Naturhistorisk
Efterårsferien på Naturhistorisk Museum byder på udstillingen “En rejse for livet”, og ikke mindst de populære dissektioner af vilde dyr, som museets biologer foretager dagligt i auditorierne. I denne ferie er det bævere og vildsvin, der lægger kroppe til. I løbet af ferien kan I også følge med i konservatorernes arbejde med kraniekogning og restaurering af museets læderskildpadde. Se hele programmet for efterårsferien på naturhistoriskmuseum.dk

Naturhistorisk Museum har åbent alle dage i efterårsferien fra klokken 9-17. Bemærk, at de fleste aktiviteter lukker ned klokken 16. Der er gratis adgang for børn og unge under 18 år.

Musikteater for børn på Viby Bibliotek
Fortabt på et endeløst hav sidder en dreng og en pige. Fastfrosne på en isflage. Alene. Alting er væk. Intet lys. Sammen spiller, danser og synger vi en rejse fra. Sammen spiller, danser og synger vi en rejse fra mørket til lyset i stykket, der hedder “Flaskepost til fremtiden”. Rejsen ledes af Gunnild de Ridder og Walat Rachid fra Aarhus Musikskole. For børn fra 4-8 år.

Viby Bibliotek, Skanderborgvej 70, lørdag den 13. oktober klokken 11 og 13. Gratis (men tilmelding er nødvendig). Kun børn skal have billet

Legenden om Lord B bliver vakt til live på Viby Bibliotek
Forfatter Hans Henrik Juhl præsenterer lørdag den 13. oktober sin nye børnebog “Legenden om Lord B”, der handler om en papegøje, der tager på mission for at finde ud af, hvem der har bestemt, at hans regnskov skal fældes. Det er ikke kun junglen, der er i fare. Det er faktisk hele kloden. Skuespiller Rasmus Reisersen læser op, og undervejs sniger der sig også et par Lord B sange ind, sunget af Christian Pelly. For børn i alderen 6-12 år.

Viby Bibliotek, Skanderborgvej 70. Lørdag den 13. oktober klokken 11-13 (gratis, men kræver billet, som bestilles via dette link). 

Foto: RUSH

RUSH skyder gang i nyt selvlysende koncept i ferien
I efterårsferien får et nyt koncept premiere i trampolinparken Rush. Konceptet hedder God Hours, og det indebærer muligheden for at blive malet i ansigtet med selvlysende maling. Glow Hours foregår fra klokken 15-18.

Rush, Søren Nymarks Vej 8F-G, 8270 Højbjerg. Åbningstiderne hverdage klokken 10-18 og fredag klokken 10-22.

Byg med LEGO-klodser i Den Gamle By
Gennem hele efterårsferien er der mulighed for at bygge med massevis af LEGO-klodser i Bendtsens Pakhus i Den Gamle By. På 1. sal har LEGO-entusiaster bygget Den Gamle By af mere end en halv million klodser. I stueetagen er der plads til at lege. Byggepladen stiller LEGO, DUPLO og Minecraft-klodser til rådighed, så der kommer ikke til at mangle byggemateriale til huse, biler, fly, rumskibe eller hvad I nu finder på.

Byg med LEGO i Den Gamle By i efterårsferien, lørdag den 13. oktober til og med søndag den 21. oktober, alle dage klokken 10-17. Børn under 18 år har gratis adgang

Illustration: Steno Museet

Tag på jagt efter farverne på Steno Museet
Hvad er farver egentlig? Hvad betyder de for os i vores hverdag og kultur? Ser vi altid den samme farve, eller hvad påvirker vores evne til at se farver? Steno Museet skruer op for farvepaletten og stiller skarpt på lys, farver og regnbuer, når det handler om “Jagten på farverne” i efterårsferien. Sæt kulør på din yndlings-emoji, eller oplev om farven grøn altid er grøn.

“Jagten på farverne”, Steno-Museet i Aarhus fra den 13. til og med 21. oktober alle dage fra klokken 10. Børn under 18 år har gratis adgang til Science-museerne i Universitetsparken

Leg detektiv for en dag i Salling
Der sker mystiske ting i Salling i efterårsferien. Desværre har Kristian fra Ramasjang ikke tid til at hjælpe personalet med at finde skurken, så stormagasinet har brug for alle børns hjælp til at finde skurken.

Der er skurkejagt i Salling i Aarhus lørdag den 13. oktober til tirsdag den 16. oktober – alle dage mellem klokken 11 og 16 (gratis).

Tidsrejse til det gamle Ægypten og Tutankhamons begravelse
Årstallet er 1323 f. Kr og Tutankhamon er pludselig død og skal begraves i hast. Ypperstepræstinden mangler hjælp til at få Tutankhamon mumificeret og til at gå ligfølge til barnekongens sidste endestation: De tre guldkister i graven i Kongernes dal. Børn – og deres voksne – inviteres med på rejse tilbage til oldtidens Ægypten, som er genskabt i Børnekulturhusets kælder. Børnene skal være aktive og hjælpe ypperstepræstinden med både at bandagere kongen og give ham gaver med på rejsen.

Børnekulturhuset, Valdemarsgade 1F, Aarhus C. 13.-16. oktober, klokken 11.30. Målgruppe: 9-12 år og deres voksne. Gratis, men tilmelding er nødvendig – tlf. 4185 6669

Foto: Tivoli Friheden

Det er UHYGGELIGT i Friheden
Tivoli Friheden inviterer for 10. gang indenfor til hygge og uhygge i den gamle by i forbindelse med efterårsferien, hvor parken i anledning af Halloween er omdannet til hjemsted for hekse, spøgelser og monstre. Ugen igennem er der masser af  familievenlige oplevelser med teater og græskar-udskæring. Hr. Skæg går på scenen hver dag klokken 14. Når mørket sænker sig over Friheden tændes de flotte lys, og der bliver der for alvor skruet op for uhyggen, når monstre og uhyggelige figurer kommer frem i natten.

Halloween I Friheden, 13.-21. oktober. Friheden åbner hver dag klokken 11, og har åbent alle dage til klokken 21 (bortset fra søndag den 21. oktober, hvor der lukkes klokken 18).

LÆS OGSÅ: Friheden lancerer (u)hyggelig nyhed i efterårsferien

Med bue og pil på Moesgaard Museum
I efterårsferien åbner Moesgaard Museum sin nye buejagtbane, hvor både børn og voksne kan prøve at skyde med bue og pil som i stenalderen. På banen er der placeret dyr (3D attrap-dyr), og jagten byder på flere forskellige sværhedsgrader, så både børn og voksne kan se frem til sjove udfordringer. Inden I bliver sluppet løs i “stenalderskoven”, sørger museets guider for en grundig instruktion.

Stenalderjagt på Moesgaard Museum i efterårsferien. Banen har åbent fra har åbent fra klokken 10.30-16, og billetter kan med fordel bestilles på forhånd via museets hjemmeside

Foto: Det Grønne Museum

Det Grønne Museum har kød på menuen i efterårsferien
I efterårsferien på Det Grønne Museum præsenteres publikum for det største efterårsferieprogram nogensinde. Programmet består af aktiviteter fra museets fire fagområder: jagten, skoven, landbruget og maden. Det betyder, at der blandt andet står obduktion af gris, bueskydning og “plant et træ” på programmet.

Det Grønne Museum ligger på Randersvej 4, 8963 Auning. Børn under 18 år har gratis adgang til museet. Åbent hele efterårsferien. Hele programmet kan ses her.

Bag dit eget brød på Skovmøllen
Mal dit eget mel på håndkværne, ælt din egen dej og bag dit eget brød over åben ild på Skovmøllen. De færdigbagte brød kan du herefter nyde med honning eller syltetøj. Det koster 20 kr. per person at deltage. Der modtages kun imod kontanter.

Skovmøllen, Skovmøllevej 51, 8270 Højbjerg. Arrangementet finder sted fra søndag den 14. til søndag den 21. oktober klokken 12-15 – dog ikke onsdag 17. oktober.

Ting fra glemmebogen
Aarhus Børnehøjskole inviterer børn i alderen 6 til 13 år til højskoledage med temaet “Ting fra glemmebogen”. Børn er velkommne alene, med en ven eller med sine forældre/bedsteforældre. Her kan I lave traditionelle efterårsaktiviteter: kog marmelade, byg drager, lav muleposer, byg elastikskydere, skær græskarhoveder og meget mere.

Aarhus Børnehøjskole Nørre Alle 44, 8000 Aarhus C, Mandag den 13. til onsdag den 15. oktober klokken 10-15. Det koster 60 kr. pr. barn at være med.

Masser af aktiviteter for børn hos Arnold Busck
Boghandlen Arnold Busck Aarhus har lavet et stort program for børn og deres voksne i efterårsferien. Der er aktiviteter alle hverdage, men vi fremhæver her blandt andet skattejagten mandag med “Lille Bange Egern”, muligheden for at lave sit eget kryds og bolle spil med kastanjer og Posca-tuscher onsdag, besøg af forfatteren bag Fantasine-bogen, Malene Borum Pedersen torsdag, og bogsignering med Youtuberen Louise Madsen fredag.

Efterårsaktiviteter i Arnold Busck Aarhus, Ryesgade 3, 8000 Aarhus C (gratis)

Kom til Aqua Days i Lyseng Svømmebad i ferien
I Lyseng Svømmebad byder efterårsferien på Aqua Days. Her er der blandt andet mulighed for at kaste sig over forhindringbanen på vand og udfordre vennerne til en kamp om, hvem der hurtigst gennemfører banen. Der er åbent i svømmebadet fra mandag den 15. til og med søndag den 21. oktober – alle dage fra klokken 10-17.

Lyseng Svømmebad, Lysengvej 4, 8270 Højbjerg. Priser fra 24-45 kroner

Efterårsferie i Globus 1: Hop og Leg for de små
Efterårsferien i Globus 1 er spækket med idrætsaktiviteter til børn, der får pulsen helt i vejret. Her er åbent alle feriens hverdage fra klokken 9.30, og så går det ellers løs med hop og leg på en indendørs forhindringsbane for de små mellem 0 og 6 år. Der er forskellige ting på programmet på de forskellige dage – blandt andet parkour, MGP-dans, fodboldturnering og hip hop.

Globus 1, Gudrunsvej 3A, 8220 Brabrand. Klik ind på Globus 1s hjemmeside for at se det fulde program.

Bogstavleg på madmarkedet
Tirsdag den 16. oktober er der bogstavleg for børn på Aarhus Central Food Market. Find de gemte bogstaver og deltag i konkurrencen om et gavekort på 500 kroner. til Aarhus Central Food Market (gratis).

Aarhus Central Food Market ligger på Skt. Knuds Torv ved Strøget

Aarhus Central Food Market

Lav sundt fredagsslik med medblogger Helene Sprogøe
Fredag den 10. oktober fra klokken 14-18 kan du og ungerne tage plads ved langbordene på Aarhus Central Food Market og lære at lave sundt fredagsslik. Lav romkugler, squashkage og træstammer under kyndig vejledning af ernæringsassistent og madblogger Helene Sprogøe (gratis). Læs mere her.

Aarhus Central Food Market ligger på Skt. Knuds Torv på Strøget

Foto: Rosenteatret

Forestilling med hjerte og smerte på Rosenteatret
Rosenteatret disker i efterårsferien op med forestillingen “Stella Bella”, som er henvendt til de +9-årige og deres voksne. Forestillingen handler om at holde sammen som familie, trods hinandens forskelligheder.

“Stella Bella” spiller på Rosenteateret 19. oktober til 21. oktober – se spilletider og køb billet her.

Foto: bobles

MotorikMagi med Popsi og Guitar-Krelle
I weekenden den 20.-21. oktober er der MotorikMagi for de 1-6 årige i DGI-Huset. Her kommer Youtube-favoritterne Popsi og Guitar-Krelle forbi og underholder, mens bobles og Børneulykkesfonden stiller op med masser af aktiviteter, der styrker motorikken.

Der vil være tre hold i løbet af dagen mellem klokken 8.15-15.25 – billetter á 75 kroner kan ske via eventets hjemmeside, eller i døren til 99 kroner, hvis der er flere billetter tilbage. 

Mai Lykke
Mai Helene Lykke, redaktør på Kids Aarhus. Mor til en pige på fem år. Tidligere nyhedsjournalist, redaktør og kulturskribent på flere dagblade og magasiner. Skriver helst om børn, forældreskab og kultur - og alt det, der ligger derimellem. Holder meget af Aarhus og elsker at dele den med min familie.