Spis lækkerier ved stranden med hele familien

Spis lækkerier ved stranden med hele familien

Foto: De Rullende Strandkokke

Tag familien med til spiselige naturoplevelser i vandkanten, og oplev hvordan strandene bugner af spiselige lækkerier som tang, krabber, rejer, muslinger og strandurter.

I ugerne 28-30 er der nemlig sjove oplevelser hver dag på en af strandene i Aarhus. De rullende Strandkokke, der er en del af madprojektet Smag på Aarhus, fortæller om den spiselige strandnatur og har udstyr med til både at fange, indsamle og tilberede strandens råvarer.

Uanset om det er badevejr eller ej, byder strandene derfor på velsmagende oplevelser resten af juli. Strandkokkene tager udgangspunkt i det, der bliver samlet på de enkelte strande, og det vil derfor være forskelligt, hvad man kan være med til at tilberede og smage.

Hele familien kan dog allerede nu glæde sig til blandt andet strandkrabbesuppe, tangchips og friterede rejer.

Fra Skæring i nord til Moesgaard i syd
De Rullende Strandkokke turnerer rundt til strandene fra Skæring i nord til Moesgaard i syd. Med blandt andet rejehov, net og kogegrej kan du selv være med til at finde og tilberede den spiselige strandnatur.

Mandage og fredage er strandkokkene på Skæring Strand ved p-pladsen Havbakkevej/Skæring Strandvej, mens man på tirsdage og lørdage kan møde dem i nærheden af The Garden-pavillonen på Marselisborg Strand.

På onsdage slår de køkken op ved Den Permanente i Risskov og torsdage og søndage ved Moesgaard Strand neden for kiosken. Alle dagene sker løjerne i tidsrummet fra 10 til 15.

Ganske gratis
De Rullende Strandkokke er blevet til i et samarbejde mellem Aarhus Kommune, der står bag projektet Smag på Aarhus, og Naturhistorisk Museum Aarhus, der arbejder med projektet Rethink Urban Habitats.

Det er ganske gratis at være med, og det kræver ingen tilmelding. Du kan læse mere om arrangementet her.