Data fra over 20.000 spædbørn giver indblik i relationen mellem forældre og barn

Data fra over 20.000 spædbørn giver indblik i relationen mellem forældre og barn

Foto: Pixabay

I dag udkommer en rapport, der sætter fokus på netop relationen mellem forældre og spædbarn i barnets første leveår.

Det er Statens Institut for Folkesundhed og Databasen Børns Sundhed, der står bag rapporten.

Den tager udgangspunkt i sundhedsplejerskers journaler på 20.953 spædbørn, der er født i 2016. Det svarer til lidt over en tredjedel af alle børn på årgangen.

Sundhedsplejersker i 34 kommuner, heriblandt også Aarhus Kommune, har bidraget til rapporten.

LÆS OGSÅ: Sådan giver du dit lille barn den bedste start på livet

Fin relation
Rapporten viser, at nybagte forældre i langt de fleste tilfælde har en fin relation til deres spædbarn.

De reagerer på barnets signaler og behov, har øjenkontakt med barnet, ligesom barnet giver udtryk for sine følelsesmæssige behov ved for eksempel at græde.

Men der er også familier, hvor der ifølge sundhedsplejersken er grund til at bekymre sig om relationen mellem forældre og barn.

I Aarhus er dette tal helt oppe på 13,1 procent, hvor eksempelvis Roskilde er nede på 3,4 procent. Gennemsnittet ligger på 10,5 procent.

Særlig indsats
I disse tilfælde rådgiver sundhedsplejersken familien og noterer i den journal, der følger barnet det første leveår, at hun har observeret noget, som vækker bekymring, eller som kræver ekstra indsats eller opfølgning.

Rapporten viser blandt andet, at:

  • Langt de fleste børn og forældre har en god relation, men sundhedsplejerskerne har bemærkninger til relationen hos et ikke ubetydeligt mindretal. I nogle kommuner er det lidt over 10 procent af familierne, der får mindst én bemærkning i journalen.
  • Sundhedsplejerskerne anfører oftest bemærkninger hos børn med forældre, der har grundskoleuddannelse som højest fuldførte uddannelsesniveau, som ikke er i arbejde eller under uddannelse samt hos børn, hvis mødre har haft komplikationer under graviditeten.
  • Blandt børn, der får bemærkninger til forældre-barn relationen, er der flere børn, der ikke ammes fuldt de første fire måneder.
  • Børn, der får en bemærkning til andre problematikker, for eksempel deres søvn, spisning, eller som er urolige og græder meget, får oftere en bemærkning til forældre-barn relationen.
  • Der er en forhøjet forekomst af bemærkninger til forældre-barn relationen, hvis moderen eller faderen har en efterfødselsreaktion.