cand.mor: 10 hotspots i børnehøjde

cand.mor: 10 hotspots i børnehøjde

Foto: Cand.mor

Blogger Marina fra candmor.dk lever det skønne forstadsliv i Aarhus med mand og to børn, en lille dame på snart to og en alt for hurtigvoksende dreng på snart fem.

Til daglig er Marina PhD-stipendiat på Aarhus Universitet, og bloggen fyldes med skriverier om familie- og arbejdsliv, udflugter i Aarhus og omegn, børnebøger og meget mere.

Hvad er i dine øjne den bedste sommeraktivitet med dine børn?
Hvis Danmark viser sig fra sin smukkeste side, er det mest optimale i min optik at være udendørs hele dagen. Hjemmet bruges kun til at skifte til tørt badetøj og hente nye forsyninger af is og læskende drikke.

Når vi har den slags dage i Danmark, kan jeg ikke forestille mig at bo andre steder, og vi sover alle tungt efter en hel dag med udeliv og mættede af leg og indtryk.

Hvad er yndlings-regnvejrsaktiviteten med dine børn hjemme hos dig?
LEGO-bygning, uden tvivl. Vi er en LEGO-elskende familie med masser af Duplo, det ”rigtige” LEGO og også flere af de store ”voksensæt”, der koster lidt mere, end hvad sparebøssen kan rumme.

LEGO er en samlende aktivitet hjemme hos os, og det sætter vi så meget pris på. Næste problem er så bare opbevaring.

Hvor finder man Aarhus bedste legeplads?
Den bedste legeplads er oftest der, hvor de voksne ikke umiddelbart kan se, at der skulle være en legeplads. En skovsti med et væltet træ kan nemt indbyde til timevis af udforskning.

Skal det være en etableret legeplads, må jeg som så mange andre før mig fremhæve DOKK1, der udmærker sig ved vide rammer, stor fantasi og kaffe til de voksne liiige inden for rækkevidde.

Hvad er din favorit-børnetøjsbutik i Aarhus?
Jeg er utrolig glad for webshoppen Glade Rollinger, der ligger i Hørning. Marianne, der står bag Glade Rollinger, har en skøn smag og vælger de lækreste ting til butikken.

Særligt er vores (snart) 5-årige søn vild med, at Marianne har taget adidas og Puma ind, og jeg har købt ikke så få ting til mig selv i den lækre Mor-kategori.

Glade Rollinger er udelukkende webbaseret, men Marianne og de andre hos Glade Rollinger er så søde til at finde ekstra størrelser frem, så for os føles det som en ”rigtig” butik.

Hvilken butik tager du oftest hen i for at købe legetøj til dine børn?
Jeg må blankt indrømme, at jeg ikke er den bedste til at besøge de fysiske butikker. Gaver til mine egne børn og deres venner køber jeg oftest hos Børnenes Kartel, der har webshop samt to fysiske butikker i henholdsvis Silkeborg og Herning.

Salling har altid haft et kæmpe udvalg af godt legetøj til alle aldre, og så er det bare en bonus med det gode legeområde lige ved siden af. Derudover er jeg ret spændt på at besøge nyåbnede Karrusella.

Hvad er dit bud på den bedste barselscafé i Aarhus?
foodfein på Sønder Allé er en overset perle, synes jeg. De har god plads til både barnevogne og stavrende tumlinger og laver skøn og uprætentiøs mad. Jeg nyder både at tage på foodfein med familien og alene med min kaffe, når phd-kontoret tager på tur.

Hvor tager du oftest familien med ud og spise henne?
Jeg tror ikke, at der er så mange, der ved det, men caféen på Moesgaard Museum er helt eminent. Der tager vi rigtig gerne hen, og det samme med foodfein (som desværre er lukket nu, red.) og Café Grene oven på Søstrene Grene.

Foto: Visitaarhus

Du og din familie skal på udflugt i Aarhusomegnen. Hvor tager I hen?
Moesgaard er vores go to-museum. Det ligger små 15 minutters kørsel fra os, og vi kan nemt bruge hele dagen der med udstillingerne, naturen omkring og i den skønne café.

Vil vi køre lidt længere, tager vi gerne til Legoland, hvor vi nu har sæsonkort for tredje år i træk. Vi bliver aldrig trætte af Legoland.

Hvad er efter din mening det mest oversete børnested i Aarhus?
Mange fremhæver DOKK1, Godsbanen og lignende steder, men hvorfor ikke pakke madpakker, stille bilen og lade børnene finde det mest oversete børnested?

Personligt synes jeg, at området omkring Lystbådehavnen og Tangkrogen har så meget at byde på for hele familien med både skov, strand og gode steder at få slukket tørsten.

Hvad mangler vi på børnefronten i Aarhus?
Jeg så utrolig gerne en større sammenblanding af ”finkultur” og ”børnekultur”. Lidt indsatser for at, så at sige, afdramatisere de store kunstarter som opera og ballet. Det synes jeg også kunne være enormt interessant for mig selv.

Og en bogfestival for børn, åh, det ville jeg elske.

Mai Lykke
Mai Helene Lykke, redaktør på Kids Aarhus. Mor til en pige på fem år. Tidligere nyhedsjournalist, redaktør og kulturskribent på flere dagblade og magasiner. Skriver helst om børn, forældreskab og kultur - og alt det, der ligger derimellem. Holder meget af Aarhus og elsker at dele den med min familie.