Forældreorganisation: Et bedre budgetforlig end frygtet

Forældreorganisation: Et bedre budgetforlig end frygtet

Foto: Pixabay

Det er med lettelse, at forældreorganisationen Skole og Forældre Aarhus er vågnet op til nyheden om et budgetforlig i Aarhus, der styrer udenom pasning, undervisning, SFO og fritidstilbud.

“Det er med glæde og stor tilfredshed, at vi i dag vågner op til nyheden om, at besparelserne på børn og unge i Aarhus er taget af bordet. Rammebesparelserne på skoler, SFO og dagtilbud var en af de store tidsler i kommunens spareforslag, og vi er meget glade for, at de er ryddet af vejen. Samtidig glæder vi os over, at de store børnehavebørn kan blive i deres børnehave frem til skolestart”, siger Janus Boye, formand for Skole og Forældre Aarhus i en pressemeddelelse.

Ifølge Janus Boye er forliget “bedre end frygtet”.

LÆS OGSÅ: Budgetforlig i Aarhus: Børn og skoler går fri af sparerunde

“Det er især godt, at vi undgår skolelukninger og grønthøsterbesparelser, som ville have ramt børnene hårdt”, siger han.

Fra Skole og Forældre Aarhus udtrykkes der glæde over, at politikerne har lyttet.

“Skole og Forældre Aarhus er glade for, at der er blevet lyttet opmærksomt til de mange stemmer blandt forældre, medarbejdere og organisationer, der har været bekymrede for forslagene. Det er en sejr for børnene og for demokratiet, at det i nat er lykkedes politikerne at nå til enighed om, at der ikke skal spares på børnene”, siger Janus Boye.

Tak til forældre
Skole og Forældre Aarhus sender i pressemeddelelsen en stor tak til de mange forældre, der har sendt høringssvar, lavet lokale aktioner og underskriftsindsamlinger og på forskellige måder har været med til at sige nej til flere forringelser for børn og unge.

“Det har allerede nu vist sig, at det gør en forskel at vi står sammen og organiserer os i fællesskab”, siger Janus Boye.

Mai Lykke
Mai Helene Lykke, redaktør på Kids Aarhus. Mor til en pige på fem år. Tidligere nyhedsjournalist, redaktør og kulturskribent på flere dagblade og magasiner. Skriver helst om børn, forældreskab og kultur - og alt det, der ligger derimellem. Holder meget af Aarhus og elsker at dele den med min familie.