Børnenes Aarhus: 10 hotspots i børnehøjde

Børnenes Aarhus: 10 hotspots i børnehøjde

Foto: Børnenes Aarhus

Kender du Instagram-profilen og Facebook-siden Børnenes Aarhus? Hvis ikke, så anbefaler vi, at du lægger vejen forbi og tager et kig på de fine opslag.

Her deler det unge, aarhusianske forældrepar Camilla og Michael nemlig billeder fra legepladser og andre af de steder og aktiviteter, som de oplever med deres drenge Oliver og Sebastian i Aarhus og forstæderne.

Hvad er i jeres øjne den bedste sommeraktivitet med jeres børn?
En tur til Klokkerparken, et tæppe under armen og madpakker i frysetasken er uden tvivl den bedste sommeraktivitet. Vi nyder alle at være under den blå himmel – med fødderne i sandet på legepladsen og duften af græs. Her er der skygge til solsarte mor, stort edderkoppespind til lillebror Sebastian, fodboldmål til storebror Oliver og blødt underlag til far bogorm.

Hvad er yndlings-regnvejrsaktiviteten med jeres børn hjemme hos jer?
Varmt kakao, boller og et slag ludo. Lillebror Sebastian er dog ikke altid lige klar på et spil, han er mere til trylledej og modellervoks, som han kan bruge flere timer på.

Hvor finder man Aarhus’ bedste legeplads?
Ved Reginehøj i Aarhus Nord har vi fundet en rigtig stor legeplads. Den er delt op med en meget stor legeplads og to mindre legepladser, som er samlet på ét sted. Den perfekte legeplads til hele familien med svævebane, stort klatrestativ, rutsjebaner, vipper og meget mere. Legepladsen er især perfekt til fangeleg og “jorden er giftig.”

Hvad er jeres favorit-børnetøjsbutik i Aarhus?
H&M i Storcenter Nord.

Hvilken butik tager I oftest hen til for at købe legetøj til jeres børn?
Toys”R”Us eller Buddy Legetøj i Veri Centret.

Hvad er jeres bud på den bedste barselscafé i Aarhus?
Det er et par år siden, vi havde behovet for en barselscafé, men der er ingen tvivl om, at Hos Sofies Forældre er den bedste i Aarhus!

Hvor tager I oftest familien med ud og spise henne?
McDonald’s. Skamfuldt, usundt og nemt. Så er det heldigt, at vi sjældent spiser ude.

Familien skal på udflugt i Aarhus-omegnen. Hvor tager I hen?
På en legeplads. Vi har skrevet navne på legepladser, museer og så videre ned på stykker af papir og lagt dem i en hvid skål, som står på vores reol. Ved vi ikke, hvad vi skal, så tager vi en seddel op af skålen og lader den bestemme. Det er altid spændende, om man trækker nitten på en regnvejrsdag og skal bruge dagen på en legeplads uden læ.

Hvad er efter jeres mening det mest oversete børnested i Aarhus?
Det er et rigtig godt spørgsmål. Vi er nok lidt ”farvede,” da vi jo kommer rundt rigtig mange steder med Børnenes Aarhus. Så vi ser mange små og store skatte. Men et rigtig godt bud kunne være legepladsen ude på Ridebanen. Det er en helt fantastisk lille oase. Legepladsen er ikke voldsomt stor, men der er udsigt over selve banen og byen, der er en skøn form for stilhed og alligevel masser af muligheder for børnene, når de skal lege.

Hvad mangler vi på børnefronten i Aarhus?
Vi er først og fremmest aarhusianere med stort AA, og vi nyder virkelig byen med alle dens muligheder. Når det er sagt, så savner vi et sted som Planten un Blomen, som er en meget stor park i Hamborg. Parken er en blanding mellem Mindeparken og Jesperhus. Udover at være en skønhed for øjnene, så er der et meget stort børne- og familieområde inde i parken med nogle meget store legepladser. Det synes vi lidt, der mangler i Aarhus. Men hvem ved – det kan være, det kommer i fremtiden.