Ny museums-app: Lad ungerne gå på opdagelse i den virkelige natur

Ny museums-app: Lad ungerne gå på opdagelse i den virkelige natur

Foto: Pixabay.

I en ny app kan børn hjælpe med at redde naturen ved at finde spor gemt i Mølleparken.

Brug for en sommerferieaktivitet? Så tag ungerne og deres mobiltelefoner med ud i det fri. I det nye, gratis mobiltelefon-spil “Kampen om Naturen” kan børn nemlig hjælpe med at redde naturen ved at finde spor gemt i Mølleparken.

Bag spillet står Naturhistorisk Museum Aarhus, museums-app’en Useeum og produktionsselskabet OK Monkey.

“Målet med ‘Kampen om Naturen’ er at åbne børns øjne for naturens mangfoldighed og vigtigheden af biodiversitet på en sjov og engagerende måde. Mobiltelefonen sætter spillet i gang, men derfra handler det om at gå på opdagelse i den virkelige natur,” udtaler projektleder ved Naturhistorisk Museum Aarhus Emil Skovgaard Brandtoft.

Spil individuelt eller i hold
Det nye spil er en af del Naturhistorisk Museums gratis fotoudstilling Habitat:Aarhus, der ligesom app’en skal åbne beskuerens øjne for byens natur.

I kommer i gang med spillet ved at hente den gratis app Useeum på App Store eller Google Play. Herefter kan ungerne spille enten individuelt eller i hold samt på enten dansk eller engelsk.

Vil udbrede spillet
Visionen er, at “Kampen om Naturen” med tiden skal udbredes til mange andre naturområder i Danmark.

“Der er jo tusindvis af arter at gå på jagt efter, og det ville være fantastisk, hvis spillet kunne gøre det nemmere at lokke børn ud i naturen, fordi der ligger missioner derude og venter på dem,” fortæller direktør ved Useeum Rasmus Lybæk.

“Kampen om Naturen” er i første omgang tilgængeligt frem til den 22. oktober, hvor udstillingen Habitat:Aarhus lukker. Naturhistorisk Museum Aarhus håber dog at kunne flytte spillets mission tættere på museet herefter.

Læs mere om det nye “Kampen om Naturen” her.