Andreas Mogensens rumkapsel er landet i Aarhus

Andreas Mogensens rumkapsel er landet i Aarhus

af -
Foto: Danmarks Tekniske Museum

I alt 100 millioner kilometer har den rejst.

Rumkapslen, Soyuz TMA-18M, som 2. september 2015 fragtede den første danske astronaut Andreas Mogensen ud i rummet og op til den internationale rumstation ISS.

Og nu har du og resten af familien mulighed for at se rumkapslen på Steno Museet, hvor den skal være en del af udstillingen “Rumkapslen er landet”, som kan ses på Steno Museet fra den 15. november.

Allerede i går landede kapslen i Aarhus, hvortil den er fragtet fra Danmarks Tekniske Museum, hvor den normalt står udstillet.

Rumrejse har sat sine spor
Turen ud i rummet og tilbage har sat sine spor.

Går man rundt om rumkapslen, kan man blandt andet se, at dens overflade er forkullet.

Under returrejsen til jordens overflade skulle Soyuz-landingsmodulet bremses ned fra ca. 27500 km/s.

Se video af rumkapslen her.

Dette foregår bl.a. ved hjælp af luftmodstand, hvilket betyder, at rumkapslens yderside pga. friktionen med luften bliver forkullet.

Begrænset plads
Temperaturen på ydersiden af kapslen kan tåle langt over 1000 grader, mens der inde i kapslen ikke bliver mere end ca. 25 grader celsius.

Ved et kig ind i rumkapslen bliver man også imponeret af, at der foruden gods er plads til tre astronauter på den meget begrænsede plads.

Foruden selve rumkapslen udstilles også den enorme hovedfaldskærm på cirka 1000 kvadratmeter.

Faldskærmen var den næstsidste bremsemekanisme, før rumkapslen landede intakt på den kazakstanske slette efter returrejsen fra den internationale rumstation ISS på 3,5 timer.

Udstillingen “Rumkapslen er landet” kan opleves på Steno Museet fra 15. november 2018 til den 28. april 2019.

Mai Lykke
Mai Helene Lykke, redaktør på Kids Aarhus. Mor til en pige på fem år. Tidligere nyhedsjournalist, redaktør og kulturskribent på flere dagblade og magasiner. Skriver helst om børn, forældreskab og kultur - og alt det, der ligger derimellem. Holder meget af Aarhus og elsker at dele den med min familie.