Aarhusiansk legetøjsfirma rykker til udlandet

Aarhusiansk legetøjsfirma rykker til udlandet

Foto: Pixabay Images

Efter kun et enkelt års erfaring i baggagen er aarhusiansk webshop klar til at bryde de danske grænser.

Den aarhusianske webshop Barnets Verden har gevaldigt vokseværk. Så sent som i juni 2015 offentliggjorde ejerne Søren og Marianne Vesterager Guldager det kvalitetsfokuserede website. Nu får en det en hollandsk lillesøster.

En hård opstart
Fra kontoret og lageret i Højberg styrer det aarhusianske par driften af legetøjssitet, der i salget af lejetøj lægger vægt på at stimulere og udvikle barnet. Opstarten har krævet, at de to ejere har lagt sig i selen:

“Det er klart, at man må acceptere, at virksomheden fylder alt, og man må prioritere og tilrettelægge sin livsstil efter, at der hverken er tid til veninder eller særlig mange penge på kontoen”, fortæller Marianne Vesterager Guldager til Lokalavisen Aarhus.

Ingen vej tilbage
Men i sidste ende overskygger iveren og arbejdsglæden alle anstrengelserne. Nu, hvor beslutningen om ekspansionen er taget, ser ejerne af Barnets Verden sig ikke tilbage:

“Det værste, der kan ske, er, at vi blot dropper udlandet igen. Vi har altså alt at vinde. Det har lidt været vores motto fra begyndelsen: Vi er nødt til bare at prøve, prøve og prøve,” fortæller Marianne Vesterager Guldager.

Barnets Verden er klar til at indtage det hollandske webmarked i august 2016.

Marie Larsen
Journalist på Kids Aarhus. Det fynske hjerte banker for den jyske hovedstad, som har været hjembyen siden 2010. Bruger størstedelen af tiden på at udforske Aarhus’ ekspanderende kulturliv og at anlægge grønne fingre i kolonihaven. Har en bachelorgrad i tysk sprog, kultur og litteratur og en kandidatgrad i nordisk sprog og litteratur fra Aarhus Universitet.