Aarhus Kommune tester gratis sorgterapi for børn og unge

Aarhus Kommune tester gratis sorgterapi for børn og unge

Foto: Pixabay

Omkring 7.500 børn og unge i Danmark i alderen 6-15 år har mistet en eller begge forældre. 365 af dem bor i Aarhus Kommune.

Nu tilbyder Aarhus Kommune et gratis forløb med sorgterapi til de efterladte børn og unge.

”At miste en forælder, mens man er barn eller ung, kan være en traumatisk oplevelse. De fleste børn og unge klarer sig igennem sorgen med hjælp fra familie, venner og netværk. Men for nogle børn og unge kan oplevelsen være så intens, varig og gennemgribende, at det kan være vanskeligt for barnet at få en hverdag til at fungere igen,” siger rådmand Thomas Medom.

Han glæder sig over kommunens nye samarbejde med organisationen Børn, Unge & Sorg om at tilbyde sorgterapi til efterladte børn og unge i alderen 6-15 år.

Sorgterapi på manual
Børn, Unge & Sorgs mangeårige erfaringer er blevet til en manual for sorgterapi, som Aarhus Kommune i løbet af 2018 skal afprøve.

Samarbejdet mellem kommunen og organisationen indebærer blandt andet, at psykologer og familieterapeuter i Aarhus Kommune i løbet af 2017 har modtaget undervisning af psykologer fra Børn, Unge & Sorg.

”Samarbejdet betyder, at den store viden og erfaring, som organisationen Børn, Unge & Sorg har indenfor sorg-behandling, også kan komme børn og unge med kompliceret sorg i Aarhus Kommune til gavn”, siger Gitte Bach Jensen, der er afdelingsleder i Børnecentret, Aarhus Kommune.

  • Omkring 10 procent af efterladte børn børn og unge udvikler det, der kaldes kompliceret sorg.
  • Op mod 30 procent er i risiko for at udvikle kompliceret sorg, hvis de ikke modtager terapeutisk behandling.
  • Barnet/den unge kan tilbydes op til otte individuelle samtaler.
  • Deltagelse i en sorggruppe strækker sig over ti gange.
  • Der vil være op til otte børn/unge i gruppen.
  • Gruppen er sat sammen, så deltagerne aldersmæssigt passer sammen.
  • Undervejs i forløbet inviteres netværket til samtaler og til et møde, hvor man lærer mere om sorg hos børn og unge.

Hvad er kompliceret sorg?
En ung, der har mistet sine forældre, kan have svært ved at magte skolen eller samvær med kammerater i tiden lige efter tabet.

Er det fortsat sådan for den unge måneder efter tabet, at han eller hun ikke vil i skole eller har trukket sig helt fra socialt samvær med jævnaldrende, peger det på et behov for professionel hjælp til familien.

Det er almindeligt, at et barn i tiden lige efter tabet jævnligt bliver ked af det eller vred og kan have svært ved at falde i søvn om aftenen.

Hvis barnet fire måneder efter tabet flere gange om ugen oplever at være ked af det eller vred og at have svært ved at falde i søvn, kan det tyde på kompliceret sorg.

Kontakt psykolog Anne Mette Jensen på telefon 4185 9144, hvis du gerne vil høre mere om det gratis tilbud. 

Mai Lykke
Mai Helene Lykke, redaktør på Kids Aarhus. Mor til en pige på fem år. Tidligere nyhedsjournalist, redaktør og kulturskribent på flere dagblade og magasiner. Skriver helst om børn, forældreskab og kultur - og alt det, der ligger derimellem. Holder meget af Aarhus og elsker at dele den med min familie.