Aarhus-forældre er godt tilfredse med pasning

Aarhus-forældre er godt tilfredse med pasning

Foto: Pixabay

Hvert andet år tjekker Aarhus Kommune forældrenes tilfredshed med deres barns eller børns dagtilbud, skole, SFO eller klub.

Således udsendte kommunen også i foråret en forældretilfredshedsundersøgelse – og resultatet af den ligger nu klar.

Mest utilfredshed med tid
Det viser, at 90 procent af forældrene er “tilfredse” eller “meget tilfredse” med deres barns daginstitution/dagplejer.

Det fremgår dog også af undersøgelsen, at forældrene er mest tilfredse med daginstitutionens/dagplejerens åbningstider. Lavest tilfredshed har de med den tid, personalet har til hvert barn.

Undersøgelsen viser også, at 80 procent af forældrene er “tilfredse” eller “meget tilfredse” med deres barns klub.

79 procent af forældrene er “tilfredse” eller “meget tilfredse” med deres barns skole, mens 77 procent af forældrene er “tilfredse” eller “meget tilfredse” med deres barns SFO.

Skoler går frem
For skolerne er det en fremgang på to procentpoint, mens dagtilbuddene og SFO’erne er gået frem med et procentpoint i forhold til 2015. For klubberne har der været en tilbagegang på fire procentpoint

”Jeg er glad for, at børn, unge, forældre, medarbejdere og ledere lykkes med at skabe en hverdag, der opleves som god, stabil og lærerig af langt de fleste forældre. Jeg ser tallene som et udtryk for en virkelighed, hvor mange børn trives, forældrene bliver taget med på råd og eleverne forlader skolerne med gode karakterer,” siger Bünyamin Simsek, rådmand for Børn og Unge, som er tilfreds med resultatet.

Højere end landsgennemsnit
Samlet set ligger tilfredsheden med både skoler og dagtilbud højere end landsgennemsnittet, ligesom klubber, sundhedspleje og tandpleje scorer en høj tilfredshed.

I alt deltog 34.278 forældre i forældretilfredshedsundersøgelsen, hvilket er den højeste nogensinde.

Mai Lykke
Mai Helene Lykke, redaktør på Kids Aarhus. Mor til en pige på fem år. Tidligere nyhedsjournalist, redaktør og kulturskribent på flere dagblade og magasiner. Skriver helst om børn, forældreskab og kultur - og alt det, der ligger derimellem. Holder meget af Aarhus og elsker at dele den med min familie.