6 geniale barselscaféer i Aarhus

6 geniale barselscaféer i Aarhus

Uhm, hvem siger nej til lækker kage? Foto: Emmerys

Du er træt af at trave byen rundt med barnevognen og har brug for et kaffefix. Men hvor er der plads til både dig, baby og barnevogn? Tjek vores guide til de bedste barselscaféer i Aarhus.

Caféer er der nok af i Aarhus. Men det er ikke alle steder, at smart kaffebar rimer på babygråd og amning. Bare rolig! Vi har fundet seks caféer, der alle har plads og hjerterum til mødre med små børn.

Autentisk familiestemning i Frederiksgade
Hos Sofies Forældre, Frederiksgade 74, 8000 Aarhus C.

Det ultimative familiested finder du Hos Sofies Forældre i den sidste, hyggelige ende af Frederiksgade. Cafeen er indrettet med hyggelige mormormøbler, der nærmest lokker dig ned i de bløde puder. Og bag disken står Ebbe, Ninna og nogle gange også datteren Sofie, som cafeen er opkaldt efter. Bliver det mere familieagtigt? Her er hygge og varme, og desuden er kaffesalonen perfekt indrettet til børnefamilier – vi nævner bare i flæng: pusleborde, høje stole, mikroovn til babymosen og plads til barnevognen ude bagved. Til mor er der kaffe og lækre kager på menuen, og så er det til at betale på barselsbudget: En morgenkomplet med brød, juice, kaffe, pålæg og croissant til kun 70 kr. Eller en kop filterkaffe inklusiv refill til hovedrystende 24 kr.!

Highend hygge i Guldsmedgade
Langhoff & Juul, Guldsmedgade 30, 8000 Aarhus C 

I den lidt mere pricy ende har vi Langhoff & Juul, som gør en dyd ud af økologiske råvarer og smukke omgivelser tilsat masser af charme og varme. Så skal du treate dig selv med lidt lækker brunch, vil vi klart anbefale dette økologiske spiseri. Der er nemlig ingen snobberi og god plads til dig og baby i cafeen, der ifølge dem selv hylder hjemlig hygge. Derfor møder du heller ikke tjenere i stramme uniformer, men derimod smilende servitricer i eget tøj. Og de opfordrer dig til at råbe højt, hvis du mangler drikkevarer eller selv nipse krydderurter til maden fra de friske planter på bordet. Som en bonus kan barnevognen stå i den rolige baggård, hvor du gennem de store vinduer kan holde øje med baby. Og så ligger cafeen bare spot on i centrum af byen, så den er nem at ramme på trilleturen.

Keep calm på Frederiksbjerg
Bülows Kaffebar, Jægergårdsgade 80, 8000 Aarhus C.

Tre trin ned under Jægergårdsgade finder du Bülows Kaffebar, der får dig helt ned i tempo. Her er der lagt vægt på afslapning, ro, jazz i højtalerne og en hyggelig sludder over bardisken, mens du venter på din kaffe. Og det er helt bevidst, at det ikke er hit ’n run kaffe – kaffebaren siger nemlig med stolthed, at de ikke er hurtige. Til gengæld træder du ind i en fin, lille oase, hvor du fra pladsen ved et af de høje kældervinduer kan holde øje med barnevognen udenfor – og ikke mindst gadelivet i den hippe Jægergårdsgade. Så hvorfor ikke tage det som et frikvarter, hvor du kan nyde roen, magasinerne og den skiftende kunst på væggene? Vi kan varmt anbefale den hjemmelavede chai og den økologiske spinattærte til din velfortjente pause. Enjoy!

Small, but good i Vestergade
Bills Coffee, Vestergade 58, 8000 Aarhus C.

Små, hyggelige steder popper op overalt i Vestergade, der dog stadig bevarer sin rustikke charme. Et af vores favoritsteder er den lille kaffebar Bills Coffee. Her er der småt, hyggeligt og fyldt med hjertevarme. Med barnevognen som makker kan du enten parkere den i gården bag ved cafeen eller endnu bedre: sætte dig på bænken foran og lulle baby i søvn. Bag disken er der trænede baristakræfter, som langer lækker latte eller cappuccino over disken. Og til at stille den lille sult finder du skønne kager og boller fra Schweizer Bageriet – lige til at sætte tænderne i. Sidder du udenfor, kan du nemt gå i baren og få en refill og samtidig holde øje med barnevognen ude foran. Skruer du charmen på, kan du sikkert også få serveret kaffe og kage gennem den lille to go-luge i muren.

Ude godt, ude bedst i Gammel Munkegade
Gemmestedet, Gammel Munkegade 1, 8000 Aarhus C.

Synk ned i den bløde sofa med baby på armen og nyd en kop kaffe. Lyder det godt? Så skal du besøge Café Gemmestedet, hvor der er plads til babysnak, amning og trætte mødre. Indretningen er super hyggelig med en centralt placeret sofagruppe – just like home. Skal den mindste sove, kan du placere barnevognen ude foran – der er fint barnevognskig gennem de store vinduer. Menukortet er tyrkisk inspireret, så frokostsulten skal du få stillet med Gemmestedets tapas – sammensæt fx tre yndlingsting til kun 90 kr. Vores favorit er hummus, chorizo og blandede nødder. Mums! Vi er også ret vilde med cafeens biscuit cake med hjemmelavet saltkaramel til kun 49 kr. I modsætning til mange af byens travle caféer er her en rar stemning og en homey feeling – et dejligt afbræk i trilleturen rundt i byen.

Øko-kongen i Guldsmedgade
Emmerys, Guldsmedgade, 8000 Aarhus C.

Trods kædekonceptet er Emmerys i Guldsmedgade et rigtigt godt bud på en hyggelig café med plads til både mor og baby. Cafeen er tilpas stor til at navigere rundt med barnevogn uden at genere de andre gæster. Her får du rustikke brød og fine kager – alt sammen lavet fra bunden og på 100 procent økologiske råvarer. Den kendte café startede som ren leverandør af godt brød, og nu kan du gå på opdagelse blandt alskens lækkerier på hylderne: vi nævner bare i flæng kaffe, te, chokolade, vin, vand, pasta og olie. Inden du tager dit endelige valg, så forsyn dig lige med lidt af de smagsprøver, der altid frister på disken. Bagefter anbefaler vi en plads i sofaen komplet med servering af bolle og cappuccino, mens baby luller i søvn i barnevognen udenfor. Du har fuldt kig gennem de brede vinduespartier, mens du chiller til cafeens musik, der er stylet af Karsten Thorhauge fra LoudMusic.

Kaffe blandt samtidskunst i centrum
Kunsthal Aarhus’ café, J.M. Mørcks Gade 13, 8000 Aarhus C.

Har du brug for et skud kultur i barselshverdagen? Så tril fluks barnevognen hen til caféen i Kunsthal Aarhus. Her kan du indtage kaffen omgivet af tidens nyeste kunstværker og bare en rigtig nice stemning. Tag plads i caféen eller den fine byhave og gå ombord i menukortets mange delices til en virkelig billig penge: hvad med en foccacia-sandwich med vilaniskinke, ravost fra Thise, chili-tomatpesto og persillepesto til kun 38 kr.? Eller en lille latte til 30 kr.? Undervejs kan du læse dagens aviser eller måske vove dig ud i kunstmagasiner som e-flux, Frieze og Mousse. Babyfaciliteterne er bestemt også i orden med pusleplads, plads til barnevogn i alle udstillingssale og elevator mellem etagerne. Som en bonus er der fri adgang til museet i hele 2016.

Stina Askholm Hansen
Journalist på Kids Aarhus. Aarhusianer på trettende år og mangeårig fan af rejser, oplevelser og hygge, som sjovt nok altid ender med at tømme pengepungen. Snuser ofte rundt i byens gader efter nye hyggelige steder - især i Latinerkvarteret. Er uddannet i virksomhedskommunikation og arbejder freelance som skribent og kommunikatør.