5 sjove børneløb i Østjylland

5 sjove børneløb i Østjylland

Løb side om side med ulve og løver til Ree Park Safari Run. Foto: Aarhus Motion.

Vi har fundet 5 løb i Østjylland, hvor børn er mere end velkomne.

Løb om kap med løver, djævle og pirater, med en nissehue på eller for en god sag. Børneløb skal være en leg og på en sjov måde introducere ungerne til at snøre løbeskoene. Og der er flere opfindsomme og anderledes børneløb i Østjylland. Her er fem børneløb der giver hele familien både sved på panden og nye oplevelser.

Løb for en god sag
Den 1. oktober 2016 kan hele familien løbe 2,5 kilometer og samtidig støtte unge ordblinde. Det sker til Danmarks første ordblindeløb i Horsens. Overskuddet fra løbet går til en fond som skal støtte unge ordblinde.

Et djævelsk løb
I Riis Skov nord for Aarhus er der en berygtet bakke kendt som ”Djævlebakken”. Den har lagt navn til Djævleløbet, som afholdes den 16. oktober 2016. Her kan børnene løbe 1,5 kilometer og undervejs møde selve djævlen. Bagefter er der gratis kagebord med djævletema og selvfølgelig en konkurrence om ”Årets djævlekage 2016”.

Løb julen frem
Vintertid behøver ikke at være årsagen til at løbeskoene bliver smidt bagerst i skabet. I Randers er der tradition for et adventsløb. I år er det den 27. november, hvor hele familien kan løbe en rute på fem kilometer. Måske en mulighed for at få luftet nissehuen?

Giv den gas i tivoli
Når børn løber i tivoli, er det oftest for at komme først op rutchebanen. Men den 10. april kan børn løbe en distance på 1 kilometer i Tivoli Friheden. Der er mulighed for at løbe om kap med den Røde Baron, møde Pjerrot og løbe med piraterne. Inkluderet i prisen er indgang samt turbånd til Tivoli Friheden.

Det vildeste løb
Den 6. maj er der mulighed for at løbe side om side med blandt andet løver, giraffer, bjørne, ulve – og naturligvis verdens hurtigste løber – geparden. Her inviterer Ree Park på Djursland nemlig til Ree Park Safari Run på 3 kilometer. Den dag holder parken lukket for andre gæster, så der er god plads til at spurte om kap med de vilde dyr.

Mille Marie Christensen
Født og opvokset i 8200. Bor nu i 8000 og huserer hovedsageligt i det område. Har en pige fra 2009 og en dreng fra 2014 der begge bliver slæbt med til alt fra børneyoga til festivaller. Arbejder til daglig som presserådgiver.